fremskridtstro

Fremskridtstro, siden 1700-tallets europæiske tænkning en tillid til, at mennesket ved fordomsfrit at bruge sin fornuft og uhildet at samle viden inden for områder som videnskab, teknik, økonomi, moral og kunst kan skabe et bedre samfund, såvel nationalt som internationalt, og et materielt og åndeligt rigere menneske.

Når irrationelle begrænsninger fra religion og tradition fjernes, og når hvert område udfolder sin rationelle dynamik, vil fattigdom, uvidenhed, sygdom, kriminalitet, undertrykkelse og kulturel armod efterhånden forsvinde.

Liberalister og socialister troede alle på fremskridtet, men var uenige om midlerne. Den optimistiske liberalistiske antagelse var, at hvis menneskene rationelt handlede ud fra hensynet til egennytten, ville helheden blomstre, som om de selviske handlinger blev samordnet af en "usynlig hånd" (Adam Smith).

Mange socialister mente derimod, at overgangen til et fornuftigt samfund krævede kollektiv politisk revolution. Den Franske Revolutions udartning i 1790'erne havde dog grundlæggende svækket den europæiske tro på, at fornuften var nøglen til en strålende fremtid for menneskeheden.

I 1800-tallets sidste årtier anså mange Charles Darwins udviklingslære for grundlag for et stadigt fremskridt, der bygger på videnskabelig fornuft. Denne rationalitet satte Friedrich Nietzsche, Søren Kierkegaard og senere Sigmund Freud og psykoanalysen spørgsmålstegn ved, og i første halvdel af 1900-tallet bidrog to verdenskrige til at ryste fremskridtstroen i dens grundvold.

I løbet af 1950'erne og 1960'erne antog den nye former, idet den blev en tro på ubegrænset materiel — og senere også immateriel — rigdom. Ved 1900-tallets slutning har en øget økologisk bevidsthed samt politiske og tekniske styringsproblemer undermineret tilliden til, at yderligere udvikling inden for specielle områder automatisk bidrager til et rigt og harmonisk samfund.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig