fremmedord

Fremmedord er ord, som er optaget fra et fremmed sprog. De adskiller sig fra en anden type af importerede ord, de såkaldte låneord, ved ikke at være tilpasset det modtagende sprogs struktur.

Den manglende tilpasning til dansk kan vedrøre forskellige træk ved et ord:

  • ordets stavning, fx chok, gear, loge, scene, trick, zone
  • ordets udtale, fx pasta, fernis, radio, guru, serum med en anden vokal end [ə] i tryksvag stavelse, tape med den fremmede diftong [ɛj], happening med [a] og ikke [ɑ]
  • ordets bøjning, fx flertalsformerne fakta, konti, tricks

Disse træk optræder også i kombination, fx bon [bʌŋ] og juice [dju:s] med afvigende ortografisk form og udtalt uden stød, og cornflakes, der afviger både ortografisk, lydligt og bøjningsmæssigt.

For fremmedord gælder tillige, at man ud fra sprogets hjemlige ordstof ikke kan slutte sig til komplekse ords betydning, sammenlign fx dyspepsi og fordøjelsesbesvær, inkompatibel og uforligelig.

Efter det lydlige kriterium skulle ord som moro, hustru og bryllup være fremmedord i dansk, men de forklares sproghistorisk som oprindelige sammensætninger. Mens arveord har hovedtryk på første stavelse, har fremmedord ofte tryksvag optakt, fx antenne, molekyle, sympatisere, parat, kvalitet, organisation; men kriteriet er utilstrækkeligt, for samme optakt har ord som begynde, foranledige, skuespillerinde, besvær, skriveri, der regnes for låneord.

Den sprogvidenskabelige definition af fremmedord og låneord svarer ikke til en umiddelbar sprogopfattelse. Velkendte og hyppige fremmedord, fx avis, faktisk, problem, situation, via, økonomi, adskiller sig for almindelige danske sprogbrugere ikke fra arveord og låneord, og kun stavemåden giver ord som cykel, genere, jaloux, job, restaurant et særpræg.

Læs mere i Den Store Danske

Danmark - sprog

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig