fregatfugle

Fregatfugl (Fregata magnificens). Hannens røde strubepose kan pustes op, så den bliver ca. 20 gange så stor.

.

Fregatfugl (Fregata magnificens) på Galápagosøerne. Ungfugl (juvenil).

.

To sorte fregatfugle fra Galápagosøerne.

.

Fregatfugle (Fregata minor) på Galápagos.

.

Fregatfugle, Fregatidae, familie af havfugle i de årefodedes orden. De fem arter henregnes alle til slægten Fregata. De er udbredt i tropiske havområder. Amerikansk fregatfugl (Fregata magnificens) er én gang (1968) truffet i Danmark. Se også årefodede.

Fregatfugle er store fugle med et vingefang på over 2 m hos de største arter. Silhuetten er umiskendelig, med lange, spidse vinger, lang, dybt kløftet hale og langt næb med en kraftig krog i spidsen.

Vingebelastningen er meget lille, og fuglene ses ofte svæve i timevis næsten uden at bevæge sig; de kan dog også flyve hurtigt og udviser en forbløffende manøvredygtighed under fødesøgningen. Næsten al aktivitet foregår i luften, og selvom fregatfugle er udpræget oceaniske fugle, der kan træffes næsten 1000 km fra land, vil de ikke frivilligt lande på vandet; fødderne er små og helt uegnede til svømning.

Føden er især flyvefisk, der tages i vandoverfladen eller i luften; desuden forfølger fregatfugle ofte andre havfugle (suler) i luften og frarøver dem deres bytte.

Fregatfugle yngler i buske og træer på øer. Uparrede hanner udfører siddende et spil, hvor de med udbredte vinger og knebrende næb demonstrerer deres oppustede røde strubesæk for overflyvende hunner. Kuldet består af et enkelt æg. Ungeudviklingen er langsom, og udfløjne unger er afhængige af forældrene flere måneder, så fregatfugle kan kun opfostre en unge ca. hvert andet år.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig