fredsforskning

Fredsforskning, freds- og konfliktforskning, forskning om fred og for fred. Fredsforskning er en intellektuel disciplin, der indsamler og bearbejder oplysninger, der kan bidrage med ny viden om fred og samtidig være med til at skabe fred. Fredsforskning er en normativ forskningsgren, idet den på forhånd har valgt visse værdier som vigtige og efterstræbelsesværdige.

Fredsforskning går på tværs af de klassiske forskningsdiscipliner. Ideelt set prøver den at bruge de forskellige videnskabelige metoder til at behandle spørgsmålene om krig og fred; i praksis har sociologi og politologi været de dominerende fag. Forsøg på at forklare årsagerne til krig og fred rækker langt tilbage. Tænkere som Sun Zi og Thukydid blev efterfulgt af moderne filosoffer som J.-J. Rousseau, Kant og Jeremy Bentham, ligesom store dele af filosofi og samfundsforskning direkte eller indirekte er optaget af spørgsmålet om konflikt, vold og krig. Fredsforskning har derfor mange rødder og dækker et stort område.

Som betegnelse for en intellektuel disciplin er fredsforskning af nyere dato, og først efter 1945 groede den frem på universiteter og forskningscentre. Under den kolde krig voksede disciplinen voldsomt, og i dag findes der fredsforskningscentre af forskellig slags i mange lande. I Danmark ligger Center for Freds- og Konfliktforskning i København. Forskningen har sin egen internationale organisation, International Peace Research Association; de vigtigste tidsskrifter er Journal of Peace Research, der udgives i Norge, og Journal of Conflict Resolution fra USA.

Fredsforskningen har gennemløbet forskellige faser. I den første periode koncentrerede man sig om årsagerne til krig, som specielt i den amerikanske fredsforskning har været et konstant tema. Kaprustning mellem supermagterne under den kolde krig var et andet hovedemne, som man forsøgte at forklare, ofte med et dobbelt udgangspunkt: Truslerne mod fred og sikkerhed lå dels internt i supermagterne, dels i deres indbyrdes dynamik. Integration og udbygning af kontakter og gensidig forståelse var en af hovedløsningsmodellerne, og undervisning af befolkningerne i fred var et af de centrale forslag.

I slutningen af 1960'erne blev fredsforskningen beskyldt for at ignorere udviklingsproblemet og den strukturelle konflikt mellem de rige og de fattige lande, så med Johan Galtung som foregangsmand blev store dele af fredsforskningen reorienteret mod imperialisme og udviklingsproblemer. Voldsbegrebet blev udvidet fra direkte vold til strukturel vold, dvs. ulighed i resurser, og løsningsmodellerne var revolution og frigørelse fra andres dominans.

Den tredje fase, som opstod i 1980'erne, lagde hovedvægten på minoriteter og kultursammenstød, ligesom kvindeforskning og kulturforskning blev en del af disciplinen. Dele af forskningen søgte at frigøre sig fra den vestlige dominans, der lå i meget af den hidtidige forskning.

En ny fase for fredsforskningen blev indvarslet af omvæltningerne i 1989. Ophør af konkurrencen mellem supermagterne og frembrud af mange interne konflikter og krige gjorde, at fredsforskningen vendte tilbage til nogle af den første fases temaer. Mægling og mæglingsmetoder blev en stor del af forskningsarbejdet. De centrale temaer blev konfliktløsning og nye måder at opbygge gensidig forståelse på mellem grupper med forskellig etnicitet eller religion.

Fredsforskningens hovedresultater ligger på tre områder. For det første er begreberne vold, strukturel vold, positiv fred samt udvikling blevet defineret, hvilket har været med til at skabe et andet og bredere syn på, hvad fred er, og hvad der forårsager krig. For det andet har fredsforskningen påvist konkrete historiske sammenhænge mellem krig og medlemskab af alliancer, antal grænser, magtbalance mv. Specielt på dette område har den amerikanske fredsforskning ydet bidrag. For det tredje har fredsforskningen udviklet forslag til fredsinitiativer på en lang række områder. Det gælder udviklingen af den defensive forsvarsmodel, af fredspædagogikken samt af forslag om krisestyring i international politik.