Frøbid, Hydrocharis, slægt af enkimbladede planter i frøbidfamilien med tre arter, hvoraf Hydrocharis morsus-ranae findes i søer og åer i Danmark. Frøbid har tre store, hvide kronblade og flydende bladrosetter med nyreformede, stilkede blade; bladpladen er rødlig på undersiden. Planterne formerer sig villigt vegetativt, ved at nye bladrosetter dannes fra udløbere. Overvintring foregår vha. særlige kompakte bladrosetter, vinterknopper, der frigøres fra spidsen af udløbere. Frøbid er insektbestøvet og udvikler en bærlignende frugt, som kun meget sjældent modnes i Danmark.