fotoperiode

Fotoperiode, daglængde, varigheden af døgnets lysperiode; mørkeperioden kaldes scotofasen. Fotoperiodens varighed har stor betydning for levende organismer. Den årstidsbestemte ændring i fotoperioden er den mest pålidelige indikator for årstidernes skiften. Daglængden øges, efterhånden som den varme sommerperiode nærmer sig, og aftager i takt med, at vinterkulden rykker nærmere. I modsætning hertil er temperaturen en meget usikker indikator, fordi den kan svinge meget.

Organismernes registrering af ændringer i fotoperioden medvirker til, at de kan indstille sig på fremtidige levevilkår og dermed til at synkronisere livscyklus med årstidernes rytme samt til igangsætning af vækst, hvileperioder (se også diapause), kønskirtlernes udvikling og formeringen. Hos nogle dyr kan fotoperioden udløse årstidsbestemte vandringer (fx hos monarksommerfuglen), forskel i vingeudvikling (fx hos bladlus) og forskelle i forårs- og efterårskuldenes farvetegning (fx hos nældesommerfuglen, se sæsondimorfi). Fotoperiodens betydning blev først påvist hos planter. Mange plantearters blomstring afhænger af daglængden; kortdagsplanter blomstrer normalt ved 12 timers lys eller derunder, langdagsplanter kræver 14-18 timer. Se døgnrytme og biologisk rytme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig