Fotografiske filtre, anvendes under optagelse af fotografier, film og video og placeres foran kameraets objektiv. Farvede filtre bruges i forbindelse med sort-hvide film til at ændre gråtonegengivelsen, fx giver et gulfilter en lysere gengivelse af gule elementer i motivet og en mørkere gråtone til en blå himmel; ved farvefilm korrigerer de farvede filtre mindre farvestik (korrektionsfiltre) eller udligner større spring i farvetemperatur mellem film og lyskilde (konversionsfiltre). Forløbsfiltre giver en partiel farvning af billedet, fx himlen over en horisont, gråfiltre nedsætter lysmængden, der passerer objektivet, mens polarisationsfiltre kan påvirke farvemætning og lysreflekser i billedet. Som effektfiltre anvendes fx blødtegnere og stjernefiltre. Filtre benyttes også til bl.a. lyskilder som lamper og flash og ved forstørrelse.