fotofosforylering

Fotofosforylering, dannelse af den energirige forbindelse ATP (adenosintrifosfat) under planters fotosyntese. ATP indgår i de fleste energikrævende processer i levende organismer.

I planters grønne blade dannes ATP først og fremmest ved fotofosforylering, hvor fosfat kobles til ADP (adenosindifosfat) under indvirken af lysenergi. Det meste af den ATP, der dannes ved fotofosforylering, benyttes til at omdanne luftens CO2 til kulhydrat (se fotosyntese). Uden lys kan planter ikke danne ATP ved fotofosforylering, men de kan så danne ATP ved ånding under forbrug af ilt (oxidativ fosforylering) på samme måde som dyr.

Der er altså to vidt forskellige måder at danne ATP: fotofosforylering, der finder sted i kloroplasterne, og oxidativ fosforylering, der finder sted i mitokondrierne. Imidlertid har det vist sig, at det ATP-dannende enzym har samme opbygning i mitokondrier og kloroplaster.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig