Fotoakustisk spektroskopi, i kemi en teknik, hvor en væske eller en gas udsættes for lys, hvis intensitet varierer med en frekvens sammenlignelig med lydbølgers (20-1000 Hz); man siger, at lyset er moduleret.

Da den absorberede lysenergi i overvejende grad afgives som varme i takt med modulationsfrekvensen, opstår der trykbølger, der registreres som lyd af en mikrofon. Lydsvingningerne er forsinkede i forhold til lysets modulationsfrekvens, og herudfra kan man få oplysninger om, hvordan lysenergien forvandles til varme.

Fotoakustisk spektroskopi har stigende betydning inden for den analytiske kemi, fordi den udmærker sig som en metode med høj selektivitet og stor følsomhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig