Forvridning, distorsio, forstuvning, hyppigt forekommende beskadigelse af ledbånd og/eller bløddele omkring et led som følge af mere eller mindre voldsomme bevægelser ud over det normale. Forvridninger varierer i sværhedsgrad fra banale til alvorlige ledbåndsskader og ses hyppigst ved fod- og knæled. I lettere tilfælde er det karakteristisk, at den tilskadekomne først flere timer efter forvridningen får symptomer i form af ømhed, hævelse og funktionssmerter, fx næste morgen, når den tilskadekomne vågner og skal i gang igen. I sværere tilfælde kan der straks være smerter, som hindrer funktion; knoglebrud må da udelukkes ved røntgenundersøgelse.

Faktaboks

Også kendt som
distortion (af latin distortio, af dis- og torquere 'dreje')

I lette tilfælde behandles forvridninger med støttebandage, i alvorlige tilfælde med sengeleje med lejring af det forvredne led højt. Som oftest er denne behandling tilstrækkelig og fører for hovedparten af de tilskadekomne til en normal ledfunktion i løbet af 3-6 uger. Det er kun yderst sjældent, at ledbåndsbeskadigelsen kræver operation.

Efter forvridning af fodleddet kan der hos en mindre del af de tilskadekomne vedvarende optræde ømhed og tilbøjelighed til at vrikke over, specielt ved gang på ujævnt terræn. Hos yngre med udtalte symptomer kan operativ behandling med rekonstruktion af ledbåndene på fodleddets yderside medvirke til øget stabilitet. Hvis læsionen er så voldsom, at den medfører, at leddet går af led, betegnes tilstanden ledskred.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig