Jobs fortvivlelse
Af /The Yale Center for British Art via Google Arts & Culture .
Licens: CC BY 2.0

Fortvivlelse har mange årsager og kan antage mange former. Evnen til fortvivlelse er et grundvilkår for mennesket og udspringer af dets bevidsthed om egen lidelse eller i erkendelsen af et uløseligt dilemma.

Fortvivlelse i bibelsk kontekst

Evangelisk fortvivlelse

I en old-kristen sammenhæng er fortvivlelse forbundet med udstødelsen fra Guds rige. Således tales der ofte i evangelierne ifølge den traditionelle oversættelse om "gråd og tænders gnidsel" som et udtryk for den yderste fortvivlelse, et menneske kan komme i (fx Lukas 13:28; Matthæus 8:12; 13:42, 50; 22:13; 24:51; 25:30).

Jobs fortvivlelse

At andet eksempel på fortvivlelse finder vi i Det Gamle Testamente, hvor Job føler sig så uretfærdigt ramt af ulykker, at han ville ønske, han aldrig var blevet født. På vegne af sig selv og alle andre, der lever i "fortvivlelse" (Jobs Bog 3:21; 10: 1), anklager han således Herren sin Gud. Denne tager til genmæle og irettesætter Job for at tro, at han har mere forstand på, hvad der ret og uret, end Gud selv (38). Job beder Gud om forladelse og ender med at få et langt og lykkeligt liv.

Fortvivlelse hos Søren Kierkegaard

Søren Kierkegaard, portræt
Af /Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Fortvivlelse optræder som et centralt begreb i Søren Kierkegaards forfatterskab. Det udgør således et hovedtema i Sygdommen til Døden (1849), hvor den sygdom, titlen henviser til, er en eksistentiel fortvivlelse.

Fortvivlelse som eksistentiel sygdom

Ifølge Kierkegaard udspringer denne form for eksistentiel fortvivlelse af menneskets bevidsthed om at have et selv, som det ikke er ophav til. Inden for rammerne af en kristen menneskeforståelse definerer Kierkegaard derfor fortvivlelse som en sygdom i Selvet. Et menneske fortvivler, uanset om det erkender det eller ej, når det kommer i et misforhold til sig selv.

Tre former for fortvivlelse hos Kierkegaard

Misforholdet opstår grundlæggende ved, at et menneske ikke erkender sin egen natur, og det kommer fx til udtryk, når en person vil være noget andet end hun eller han er. Kierkegaard skelner mellem tre former for fortvivlelse:

  • fortvivlet derved, at man ikke er sig bevidst at have et selv
  • fortvivlet derved, at man ikke vil være sig selv
  • fortvivlet derved, at man vil være sig selv

Udlægning af de tre former

Den første af disse former for fortvivlelse er uegentlig, fordi den fortvivlede ikke selv er bevidst om sin fortvivlelse. Kierkegaard taler her om spidsborgeren, der er kendetegnet ved at leve sit liv uden at tænke nærmere over, hvad der i egentlig forstand gør ham eller hende til menneske.

Den anden form for fortvivlelse er svaghedens fortvivlelse, som består i ikke at kunne eller ville stå ved sig selv som det selv, man er.

Den tredje form er selvhævdelsens fortvivlelse, hvor selvet byder uendeligheden trods og holder fast i sin egen endelighed (i protest over uendelighedens fordring).

Eksempel på en fortvivlet selvhævdelse

Et simpelt, ikke-religiøst eksempel kunne være, at man hårdnakket, men i virkeligheden fortvivlet, holder fast i, at ens handlinger kun har konsekvenser for én selv, men ikke for andre her og nu eller i fremtiden.

Fortvivlelsens underformer hos Kierkegaard

Kierkegaard taler også om uendelighedens fortvivlelse, der ligger i at mangle endelighed. Denne form for fortvivlelse er udtryk for selvets fortabelse i ideen om uendelighed, således at alle muligheder står åbne. Heroverfor står endelighedens fortvivlelse, som er udtryk for selvets mangel på uendelighedens dimension.

Tilsvarende opererer Kierkegaard med nødvendighedens fortvivlelse, som er at mangle mulighed, og med mulighedens fortvivlelse, som er at mangle nødvendighed. Forenklet udtrykt er Kierkegaards psykologiske pointe, at såvel uanede muligheder som fundamental mangel på muligheder for, hvordan mennesket kan udleve sin eksistens, er kilde til fortvivlelse.

Formlen for al fortvivlelse og dens helbredelse

Kierkegaard hævder overordnet, at "Formelen for al Fortvivlelse" er fortvivlet at ville af med sig selv, hvilket udtrykker det paradoks i den menneskelige bevidsthed, at dets selv består i et forhold mellem endelighed og uendelighed.

Gennem pseudonymet Anti-Climacus fremsætter Kierkegaard i Sygdommen til Døden indirekte den tanke, at fortvivlelsens helbredelse består i anerkendelsen af og troen på den Gudsmagt, der ligger til grund for ens eksistens.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig