fortov

Fortov, (af glda. forta, opr. 'åben plads i landsby', af for 'foran' og ta 'vej'), areal langs en vej eller gade, som er forbeholdt gående trafik; normalt niveauadskilt af kantsten e.l. fra vej/cykelsti. Oprindelig var fortov det stykke, der lå mellem et hus og gadens midte, dog fra 1600-t. den del af gaden, der lå mellem husrækken og kørebanen.

Fortove har sikkert eksisteret, før romerne påbegyndte anlægget af deres vidtrækkende vejnet. Om de store romerveje vides imidlertid, at de var begrænset af kanter af sten, der var rejst på højkant. På hver side fandtes ofte fortove, hvis bredde var ca. halvdelen af kørebanen. Fortovene var i reglen kun belagt med grus, mens kørebanen på de store veje normalt havde fast dække. I byerne var gaderne belagt med store polygone sten, og fortovene med rektangulære stenplader; eksempler på sådanne belægninger kan ses i Rom og Pompeji.

I Danmark var det i lang tid en pligt for de enkelte private borgere at etablere fortove. I 1701 angives i en forordning, at politimesteren skal tilse, at ethvert fortov med brolægning vedligeholdes godt. Først i midten af 1700-t. påbegyndtes i større udstrækning anlæg af fortove i byerne med niveauforskel til kørebanen. I 1765 nedsattes en kommission angående anlæg af trottoir (offentlige fortove) under ledelse af den franske ingeniør Jean Marmillod, der var kaldt til Danmark i 1764 for at lede arbejdet med anlæg af et moderne vejnet i Danmark. Der blev udført flere forsøg med fortove, som skulle være brostensbelagte. Den første strækning af disse nye fortove forløb fra Holmens Kanal til Kgs. Nytorv i København. I 1841 blev de første fortove i København belagt med stampeasfalt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig