fortælling

Fortælling, beretning om et begivenhedsforløb, har optaget mennesker til alle tider og i mange henseender. Folk, der skares på markedspladsen for at høre historiefortælleren berette om Ali Baba og de fyrretyve røvere; menigheden, der samles for at høre præsten læse teksten om, hvorledes det skete i de dage, da frelseren kom til verden; veninden i telefonen, der lige må fortælle om Henriks seneste udskejelse på firmaskovturen — er eksempler på forskellige fortællesituationer og forskellige slags fortællinger.

Fælles for de nævnte er, at de er mundtligt fremførte og hørte. Hertil kommer alle mulige typer af skriftlige og læste, indenadslæste fortællinger. Til de sidste hører inden for skønlitteraturens storformer romanen, mens gamle tiders epos-digtning har været reciteret.

Fortælling synes fundamental i forbindelse med menneskets evne til at erindre og sammenfatte. Fortællingen meddeler et forløb, ser tilbage på det, kan reproducere og sammenfatte tid. Den synes derved at have en vigtig plads i menneskelig erfaringsartikulation og erfaringsdannelse. Under denne synsvinkel har filosofisk og bl.a. teologisk teori interesseret sig for fortællingen (Walter Benjamin, Paul Ricæur, Peter Kemp).

Forløb

Fortællesituationen med dens parter og opgaver — meddelelsens formulering og "afsendelse", dens "modtagelse" og fortolkning — er en grundlæggende model i litterær kommunikations- og formidlingsteori. Den mundtlige fortællings tilblivelse og formidling samt det mulige præg derfra i skrevne former er navnlig studeret i forbindelse med epos, eventyr og folkeviser, således Milman Parrys og Albert B. Lords formelteorier.

Det berettede begivenhedsforløb kan opfattes som faktisk stedfundet eller som fiktivt; eller det kan have en mere ubestemt, evt. forandret sandhedsværdi: En gudefortælling kaldes en myte, når den ikke (længere) tros.

Afgørende for beretningen som fortælling er kun, at forløbet danner en sluttet helhed. Den kan være kortere eller længere, jf. genrene: sagn, biografi, fædrelandshistorie eller anekdote, novelle, eventyr, roman, epos.

Fortællingens længde er ikke nødvendigvis proportional med begivenhedsforløbets. Tidsudspænding, tidssammenfatning, tidsspring (gerne markeret) og omstilling af kronologien hører alle til fortællekunstens grundlæggende greb.

Sproget og navnlig det fortællende sprog tillader kun, at man siger én ting ad gangen, fortæller én ting (én begivenhed, ét synspunkt) ad gangen, bl.a. derfor er rækkefølgen i en fortælling et afgørende vilkår. Hvor man har forsøgt at komme uden om det, i moderne tid, bl.a. ved collageagtige former, er det tydeligvis også visuelle udtryksformer som billedkunstens og avissidens, der har afgivet modeller.

Eller også er det forsøgt i metaforlignende anlæg, ofte i psykologiske fremstillinger, hvor fortællingen ligesom lyrikken virkelig kan sige flere ting på én gang, lave dobbelteksponeringer.

Fortællingens formål kan være rent underholdende, kundskabsmeddelende, opbyggeligt eller samfundsnedbrydende, identitetsskabende for et religiøst eller nationalt kollektiv osv.; bl.a. derved hører forskellige slags fortællinger til i forskellige kredse, situationer, institutioner. Genrernes historie er også kulturhistorie.

Det fortalte begivenhedsforløb rummer ofte et plot, og sammenhængen af begivenheder og handlinger, deres følger i forløbet og deres virkninger på tilhørerne/læserne (medlidenhed, spænding, latter, løftelse osv.) er langt hen fælles for fortællende og dramatiske genrer (se dramaturgi).

Hvor fortællingen udfolder bestemte situationer og "scener", nærmer den sig også i udtrykket det dramatiske; denne tendens til at "vise" frem for at "fortælle" er markant hos en række roman- og novelleforfattere i slutningen af 1800-tallet, bl.a. Herman Bang, men kan også findes i fagprosa, der domineres af situationsrapport, interview eller forhør.

Personer

En hovedinteresse i såvel skønlitterære som historiske og lignende fortællinger har fremstillingen af personerne, dem, hvem noget overgår, eller som handler i forløbet. Her demonstreres — og dannes måske — mange slags menneskekundskab, karakterologi, sociale og kønslige fordomme, indsigt i bevidsthedsformer og følelser.

Således opfandtes i slutningen af 1800-tallet den særlige litterære teknik stream of consciousness, siden brugt af bl.a. James Joyce, Virginia Woolf og H.C. Branner. Fremstillingen af bevidsthedsmåder hos personerne såvel som forfatterens administration af tid og rum studeres gennem synsvinkelanalysen inden for fortælleteorien.

Den canadiske litteraturteoretiker Northrop Frye har foreslået en rangordning i fem trin af (hoved)personerne og deres verdener i fiktionslitteraturen, inkl. den dramatiske.

Øverst kommer guderne, som myterne fortæller om. Dernæst de mindre magtfulde overnaturlige væsener som feer og trolde; med dem er vi i trylleeventyrenes og ridderromanernes verden.

Så kommer de fornemme mennesker: konger, høvdinger, generaler og prinsesser, der er hovedpersoner i heltedigte og i de fleste tragedier.

Det meget befolkede fjerde niveau tilhører de socialt jævnere eller lavere stillede mennesker — de fleste realistiske romaners og novellers (og komediers) aktører.

Til sidst kommer halvmennesker, dyr, kryb, der tilhører de mere kyniske genrer som fabelen eller modernistiske billeder af det reducerede menneske, som det forekommer hos Franz Kafka og Samuel Beckett. Den digteriske fortælling er således skæringspunkt for social erfaring og fri, evt. frigørende fantasi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig