Forsvarsreaktion, adfærd, der reducerer et dyrs risiko for at blive skadet af et andet dyr. Man skelner mellem primære og sekundære forsvarsreaktioner. Primære forsvarsreaktioner virker ved at nedsætte sandsynligheden for at blive opdaget, mens sekundære forsvarsreaktioner muliggør flugt fra en potentiel skadevolder.

Primære forsvarsreaktioner er først og fremmest tilbøjelighed til at søge skjul i huler eller på andre beskyttede steder. Et camoufleret ydre (beskyttelsesfarve) forstærker denne adfærds effekt. Advarselsfarver mindsker risikoen for at blive betragtet som bytte. Det ses især hos giftige dyr, men også hos ganske harmløse dyr, der ligner de giftige dyr og dermed kan blive forvekslet med disse (mimicry).

Sekundære forsvarsreaktioner omfatter først og fremmest flugtreaktioner, men også en række mere komplicerede reaktioner. Det gælder fx bluff såsom det at puste sig op, udskille skræmmende afsondringer, pludseligt farveskifte m.m. "Spille død" eller afskyde ikke-vitale kropsdele indgår også i rækken af sekundære forsvarsreaktioner. Forsvarsreaktioner kan være rettet mod artsfæller (intraspecifikke forsvarsreaktioner) eller mod fremmede arter, som oftest rovdyr (interspecifikke forsvarsreaktioner).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig