Forslag, inden for musikken harmonifremmed tone, der fremkommer ved, at der på betonet takttid sætter en tone an et trin højere eller dybere end den egentlige tone, der dermed forsinkes en smule. Et særligt vigtigt forslag er den såkaldte seufzer, suk, som gennem århundreder har været udtryk for smerte eller vemod. Hovedtemaet i Mozarts symfoni nr. 40 i g-mol begynder fx med en seufzer.