Forsikringsprincippet er et socialpolitisk princip, der indebærer, at sociale ydelser er organiseret på en måde, som ligner privat forsikring. Berettiget til en ydelse er kun medlemmer af ordningen, og medlemskredsen er oftest bestemt ved lov.

Forsikringsprincippet anvendes i de fleste industrialiserede lande uden for Norden. Kredsen af berettigede er begrænset til erhvervsmæssigt beskæftigede, ofte endog kun til lønmodtagere.

Ordningerne finansieres ved bidrag fra medlemmerne og deres arbejdsgivere, evt. med tilskud fra staten. Retten til ydelser, som hviler på forsikringsprincippet, udløses som regel af en objektiv begivenhed svarende til privatforsikringens forsikringsbegivenhed, og den berettigedes økonomiske vilkår har ingen indflydelse på udmålingen.

Forsikringsprincippet anvendes især ved pensioner og ved ydelser i forbindelse med sygdom, arbejdsløshed og arbejdsskader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig