Forsikringsvæsenet opstod i Danmark inden for tre forskellige brancher, nemlig bygningsbrandforsikring, anden skadesforsikring og livsforsikring.

Bygningsbrandforsikring

Bygningsbrandforsikring, der har været af stor betydning for en let adgang til optagelse af lån i fast ejendom, begyndte med nogle mindre, private forsøg i 1600-t., men fik først sit gennembrud i 1700-t.

Tidligst oprettedes en halvoffentlig brandkasse i København i 1731 for at hindre en gentagelse af de økonomiske problemer, der opstod efter den store brand i byen i 1728.

Medlemskab blev senere obligatorisk for alle hovedstadens grundejere. I 1761 fulgte en obligatorisk statslig brandforsikring for alle købstadsejendomme, og i 1792 en frivillig statslig ordning for landejendomme, som efterhånden kom til at omfatte størstedelen af ejendommene uden for de gamle bycentre.

Omkring 1870 begyndte staten at afvikle sit engagement i bygningsbrandforsikring, idet de tre ordninger omdannedes til gensidige selskaber, og enkelte nye selskaber opstod; men endnu i begyndelsen af 1970'erne var det de tre gamle selskaber, Københavns Brandforsikring, Købstædernes alm. Brandforsikring og Landbygningernes Brandforsikring (Alm. Brand) samt Østifternes Brandforsikring fra 1889, der dominerede markedet.

Anden skadesforsikring

Lovgivningen tillod ikke frem til 1970'erne, at disse brandforsikringsselskaber drev anden form for forsikring, og derved opstod den særlige danske opdeling i selvstændige selskaber, der drev anden form for skadesforsikring.

De første, der blev oprettet, dækkede tab ved søskader og på løsøre, herunder ikke mindst varelagre, som følge af brand. De var en nødvendig forudsætning for den udbredte handel og transport, der fulgte med samfundsudviklingen fra 1700-t.

De ældste danske selskaber var Det kgl. octroyerede Sø-Assurance Compagni fra 1726 og Det kgl. octroyerede kjøbenhavnske Brandassurance-Compagni fra 1778. Sidstnævnte forsikrede især købmænds og industridrivendes varelagre.

I løbet af 1800-t. kom et stort antal nye forsikringsområder til, fx mod hagl- og stormskader, mod tyveri og mod tab af kreaturer foruden ansvars- og ulykkesforsikring.

Den største nydannelse inden for den øvrige skadesforsikring kom imidlertid med bilernes store betydning på transportområdet efter 1945, således at det omkring 1970 var motorforsikringen, der var den vigtigste inden for skadesforsikring.

Også på skadesforsikringsområdet var der tale om en væsentlig koncentration på få selskaber. I 1972 var de største det gensidige selskab AU/MLU (senere Topdanmark) med en femtedel af de samlede præmieindtægter og aktieselskabet Baltica-Scandinavia af næsten samme størrelse.

Livsforsikring

opstod i 1700-t. i form af enkekasser, hvor tjenestemænd mfl. gennem indskud kunne sikre deres eventuelle enker en indkomst. Kasserne var i mange tilfælde statsstøttede og tegnede efterhånden også andre former for livsforsikring.

De ældste private selskaber, det gensidige Danmark og aktieselskabet Hafnia, blev oprettet i 1872. Pga. de strenge sikkerhedskrav, der blev stillet til livsforsikringsselskaberne, blev deres antal aldrig ret stort. Størst i begyndelsen af 1970'erne var Statsanstalten for Livsforsikring, Pensionsforsikringsanstalten A/S og Hafnia.

Efter Danmarks indtræden i EF er lovgivningen på forsikringsområdet som nævnt blevet ændret grundlæggende, og den tidligere skarpe adskillelse mellem forsikringsformerne ophørte. Efter 1973 er der derfor blevet opbygget en række større forsikringskoncerner, der udbyder alle former for forsikring.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig