Forretningskendetegn, symboler, der anvendes i erhvervslivet til individualisering af varer og tjenester. De vigtigste forretningskendetegn er varemærker, der er underkastet en detaljeret lovnormering, til dels af fælleseuropæisk beskaffenhed. Også vareudstyr, forretningsnavne, kendingsmelodier og uniformer m.m. kan tjene som forretningskendetegn. Grundprincippet i den retlige regulering er, at man ikke uretmæssigt må benytte et forretningskendetegn, der tilkommer en anden, og at man heller ikke må benytte et, der kan forveksles med en andens. Retten til et forretningskendetegn stiftes ved den blotte brug eller ved registrering.