Fornikling, overfladebehandling, hvorved emner af metal eller plast pålægges en belægning, hvis hovedbestanddele er nikkel. Lagtykkelsen ligger normalt inden for 5-40 μm. Fornikling omfatter to forskellige metoder:

Elektrolytisk fornikling

udføres ved elektroplettering og anvendes bl.a. som underlag for glanschrombelægninger. Visse typer nikkelbelægninger har en udjævnende effekt, så emneoverfladens ruhed forsvinder, og der opnås helt glatte og blanke nikkeloverflader. Nikkelbelægninger anvendes også teknisk som korrosionsbeskyttelse ofte efter plettering med kobber eller i en kombination af flere nikkelbelægninger, der har større tæthed.

Kemisk fornikling

(strømløs fornikling) foretages uden brug af strøm til udfældningen i modsætning til elektroplettering. Udfældningen sker i en vandig opløsning af nikkelsalte og særlige kemikalier, der bevirker, at belægningen udfældes ved emnets kontakt med opløsningen. Kemisk fornikling kan udføres på ikke-ledende materialer, fx plast, og giver en meget ensartet belægningstykkelse overalt på emnets overflade i modsætning til elektrolytisk fornikling; behandlingen finder overvejende teknisk anvendelse som beskyttelse mod korrosion eller slid.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig