Formkrav er i juridisk sprogbrug krav om, at en aftale eller en erklæring skal foreligge i en bestemt ydre form, fx skriftligt, underskrevet eller nedfældet på en formular. Det er dansk rets hovedregel, at aftaler er bindende uden hensyn til deres form, men stadig flere specialregler fraviger denne regel, navnlig på områder, hvor den ene part kan have vanskeligt ved at bevise mundtlige aftaler. Inden for både selskabsretten og arveretten findes der en række regler om aftalers form, og det samme gælder for en stor del af den forbrugerlovgivning, der er indført i dansk ret på grundlag af EU-forskrifter. I mange tilfælde vil virkningen af et formkrav ligge i en bevismæssigt relevant formodning om, at aftaler, der ikke opfylder kravet, ikke er indgået. En privat aftale kan også indeholde formkrav, fx at enhver ændring af aftalen skal foreligge skriftligt. Sådanne vilkår har dog begrænset virkning, da de kan modificeres ved efterfølgende mundtlige aftaler.