formering (kønnet formering hos dyr og menneske)

Formering (kønnet formering hos dyr og menneske), Ved dyrs befrugtning forenes arvemassen i en hunlig ægcelle, oocyt, som er dannet i en kønsmoden æggestok, ovarium, med arvemassen i en hanlig sædcelle, spermatozo, som er dannet i en kønsmoden testikel, testis.

De fleste dyrearter har en fast reproduktionscyklus, som dels sikrer samtidighed i produktion og modning af æg- og sædceller samt af hensigtsmæssig seksuel adfærd, dels sikrer, at ynglen fødes på tidspunkter, hvor levevilkårene er gunstige. Sådanne cykler er i reglen overordnet styret af simple ydre parametre såsom den årstidsafhængige daglængde, temperatur og nedbør. Artsspecifikke seksuelle signaler såsom adfærd, udseende, kaldesignaler og ikke mindst duftstoffer, feromoner, styrer hannernes og hunnernes indbyrdes adfærd i en retning, der bringer de modne kønsceller til at mødes, således at befrugtning kan finde sted. Nogle dyr, fx insekter, men også større dyr som laks, har kun én reproduktionscyklus pr. livstid; andre som fx mange fugle og gnavere har adskillige om året.

De strategier, som forskellige dyrearter anlægger til sikring af vellykket befrugtning og af bestandens vedligeholdelse eller vækst, bestemmes i højere grad af tilpasning til de ydre vilkår end af artens systematiske tilhørsforhold; inden for nærtbeslægtede arter kan således ses meget store forskelle.

Befrugtning kan kun ske i et vandigt miljø, og blandt dyr, hvis æg udvikles i vand som fx pighuder, fisk og padder, finder befrugtningen som regel sted i det omgivende vand ved ydre befrugtning; i sin mest primitive form ved at æg og sædceller udtømmes i det omgivende vand, gydes, uden specifikt partnervalg. Hos fisk er partnervalget i reglen mere specifikt, ofte således, at signaler fra hunnen stimulerer en han til at gyde sæd på det sted, hvor æggene er lagt. Hos padder er det almindeligt, at hannen omklamrer hunnen og gyder sæd omkring hendes kønsåbning under æglægningen. Vandlevende dyrs yngel er i almindelighed meget udsat for at gå til, fx ved at blive ædt, længe før individerne er kønsmodne, og artens videreførelse sikres i reglen ved særligt store kuld, dvs. antal nye individer pr. individ pr. reproduktionscyklus.

De landlevende dyr har typisk indre befrugtning og mindre kuld. Ved parringen trænger hannens sædceller ind i den hunlige organisme, hvor befrugtningen finder sted, og hvor zygoten videreudvikles enten til et læggemodent æg, fx hos insekter, de fleste bløddyr, fugle og krybdyr, eller den gennemløber en fosterudvikling inden i moderens organisme, hos bl.a pattedyr ernæret af denne gennem drægtighedsperioden (svangerskabet), hvorefter den fødes. Især hos pattedyr er drægtighedsperioden lang og kuldstørrelsen lille, til gengæld finder en højtudviklet yngelpleje sted.

Indre befrugtning har hos de fleste arter nødvendiggjort udvikling af specielle formeringsorganer (se også kønsorganer), hvormed sædcellerne deponeres i hunnen.

Befrugtning kan normalt kun finde sted mellem kønsceller tilhørende samme art; dog kan visse nærtstående arter undertiden få levedygtigt, men i reglen ufrugtbart afkom, hybrider, se art.

Langt de fleste dyr er enkønnede, dvs. at det enkelte individ er enten han eller hun, men en del såkaldt laverestående dyr, bl.a. visse gopler og snegle, søpunge samt fladorme, er tvekønnede, hermafroditter, med produktion af både æg- og sædceller i det samme individ. Sådanne dyr kan gensidigt befrugte hinanden, hvilket fx kan øge det reproduktive "udbytte" ved de forholdsvis sjældne møder mellem lidet mobile dyr. Hos andre arter, bl.a. visse koralrevsfisk, der lever i små stimer, kan der finde kønsskifte sted, sekventiel hermafroditisme, fx således at alle begynder livet som hunner, mens stimens største individ ophører med ægproduktion, skifter udseende, udvikler sædproducerende testes og derefter befrugter de æg, stimens øvrige medlemmer lægger.