foreningsliv

De kulturbyggende og kulturbærende relationer mellem medlemmerne, atmosfæren og samværsformerne er en væsentlig, men relativt upåagtet side af foreningers virke. Da foreningen som organisationsform i 1800-t. blev det centrale led i opbygningen af en ny interessegruppebaseret samfundsstruktur, skabte den frivillige "sortering" af mennesker velfungerende arbejds- og pressionsgrupper. Sådanne foreninger var samtidig identitetsgivende fællesskaber med egne normer og værdisæt. Den kulturelle homogenitet ("vi er alle biavlere") skabte sammenhold indadtil og satte grænser udadtil. Foreningen blev "et nyformet fællesskab i fest og protest, et nyt sæt oplevelser" (Julius Bomholt). Parlamentarisk opbyggede foreninger blev læresteder for deltagelse i det folkelige selvstyre.

Foreningsmøder kan ses som en art kultiske handlinger, hvor et mytologisk univers, en idéverden, gennem ord, sang, tegn og adfærd bliver formidlet til den, der identificerer sig med ritualet. Derved skabes et egentligt foreningsliv: kulturelle miljøer med islæt af forpligtende fællesskab, hvor grænsedragningen mellem arbejde og fritid, privat og offentligt er uskarp. Medlemmets liv flettes sammen med foreningens — og omvendt: Foreningsfanen følger medlemmet til det sidste hvilested.