Fordeling, inden for retshistorie en procesform, som i 1400-1500-t. blev anvendt i retssager, hvori sagsøgers krav havde en særlig klar karakter. Endvidere skulle sagsøgte forgæves have været indstævnet tre gange for tinget, således at det var åbenbart, at han ikke ville rette for sig. Fordeling medførte bl.a., at sagsøgte ikke længere kunne optræde i retten eller afhænde sin faste ejendom; fra 1527 kunne fordeling danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved fire mænd, der var udpeget af herreds-, birke- eller byfogeden.