forbrugsundersøgelse

Forbrugsundersøgelse, undersøgelse, som foretages af Danmarks Statistik for at give et sammenhængende billede af de økonomiske forhold i de danske husstande. Resultaterne indgår som et vigtigt led i opgørelsen af nationalregnskabet og som grundlag for vægtene i forbrugerprisindekset, ligesom de anvendes i den økonomiske planlægning til at beregne virkningerne af forskellige lovforslag på forskellige befolkningsgrupper. Endelig anvendes oplysningerne til forskning vedrørende befolkningsgruppers levevilkår, og specialopgørelser bruges af virksomheder som baggrund for deres markedsføring.

Med nogle års mellemrum har Danmarks Statistik og dens forløbere, Statistisk Departement og Statens Statistiske Departement, siden 1897 lavet forbrugsundersøgelser. Formålet var oprindelig at få indblik i "Livsvilkaarene i de forskellige Samfundslag, derunder Ernærings- og Forbrugsforhold", hvilket i praksis blev at undersøge leveforhold for arbejderhusstande i by og på land. Husstandene blev udvalgt af lokale fagforeningsfolk eller skolelærere; det skulle være husstande med orden i økonomien og med skrivekundskaber, så de kunne forventes at føre et troværdigt regnskab igennem et helt år.

Siden 1955 har alle undersøgelser været baseret på stikprøver med tilfældig udvælgelse af husstande, således at resultaterne vha. beregninger kunne gøres repræsentative for de pågældende husstandstyper i hele landet. Den seneste offentliggjorte undersøgelse vedrører 1987, men fra 1994 er undersøgelsen foretaget for et mindre antal husstande og vil fra 1997 årligt blive offentliggjort som et gennemsnit af resultatet af de seneste tre års tal.

De moderne undersøgelser er baseret på en kombination af resultater af husstandenes regnskabsføring i en kortere periode, et indgående interview om det seneste års forbrug, indtægt, opsparing, brug af offentlige ydelser som børneinstitutioner, læge mv. samt om beholdningen af varige forbrugsgoder. Endvidere indgår oplysninger fra administrative registre, der i forvejen anvendes til statistisk brug.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig