forbrugsskat

Forbrugsskat er skat, som pålægges borgerens samlede årlige forbrug, således at indkomsten ikke beskattes, når den indtjenes, men når den forbruges. En direkte forbrugsskat svarer til en indkomstskat med fradrag for opsparing og tillæg for låntagning.

Faktaboks

også kendt som:

direkte forbrugsskat

I modsætning til indirekte skatter, fx momsen, kan en direkte forbrugsskat gøres progressiv. Ligesom det er tilfældet med indkomstskat, skaber direkte forbrugsskat forvridninger på arbejdsmarkedet, idet skatten driver en "kile" ind mellem virksomhedens lønudgift og den ansattes disponible timeløn. Modsat indkomstskat medfører den direkte forbrugsskat ikke forvridninger på kapitalmarkedet, fordi renter ikke beskattes. Den direkte forbrugsskat forenkler skatteligning af kapitalgevinster, da skat kun erlægges, hvis kapitalgevinster realiseres og forbruges. Af særlige problemer vedrørende direkte forbrugsskat kan fx nævnes beskatningen af varige forbrugsgoder og varer købt på afbetaling samt flytning til eller fra udlandet. Et overgangsproblem ved indførelse af direkte forbrugsskat vil være den skattemæssige behandling af eksisterende formue og gæld. Direkte forbrugsskat er endnu ikke indført i noget vestligt industriland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig