forædling

Forædling er udvikling af nye varianter af dyr og planter ved kunstig selektion. I avlsarbejdet med landbrugets husdyr og planter er målet ofte at udvikle varianter, som giver høje ydelser, eller som er mindre modtagelige for sygdomme. Derimod er målet med forædlingsarbejdet med mange andre husdyr og kæledyr (fx mange burfugle samt hunde og katte) og have- og stueplanter (fx roser og orkidéer) oftest at udvikle individer, der lever op til særlige, mere eller mindre vilkårlige skønhedsidealer.

I forædlingsarbejdet benyttes ofte indkrydsning af andre stammer, der er bærere af ønskede egenskaber, men forædlingen kan også foregå udelukkende inden for en linje ved kontrollerede parringer med hensyntagen til de almene arvelove. De fremavlede varianter søges ofte holdt i rentavlende stammer, racer eller varieteter, i hvilke de fremavlede egenskaber nedarves fra generation til generation. I havebruget kan forædling også være podning af fx frugtsorter på stærke grundstammer; en ikke-arvelig egenskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig