Fontformatudvikling

1985

Startskuddet: begrebet desktop publishing  kommer til verden på et møde mellem Apple, Linotype (producent af fotosatsudstyr), Adobe og International Typeface Corporation (agentur for skriftrettigheder m.m.). Fontformatet Type 1 bygger på computersproget postscript og bézierkurve-formler.

1989

Apple og Microsoft udsender fontformatet TrueType som en udfordring af Adobes Type 1, da Adobe ikke vil frigive kildekoden til andre udviklere. TrueType bygger på en variant af bézierkurveformler, der bl.a. muliggør bedre gengivelse på skærme.

1989

Adobe lancerer ATM, Adobe Type Manager – et hjælpeprogram, som forbedrer kvaliteten af skrifter på skærm og print. Teknologien indbygges senere i computeres styresystemer.

1991

Adobe udsender fonte i formatet Multiple Master, der giver mulighed for fire såkaldte design-akser med (næsten) trinløse varianter i form af fx vægte, bredder, varianter til brød/display. Slår ikke an i praksis, da det på det tidspunkt er for teknisk avanceret.

1992

Microsoft vælger TrueType til Windows. TrueType får fejlagtigt ry for at være et dårligere format end Type 1. “Til amatør-brug”.

1994

Apple lancerer fontformatet True Type GX (graphical extension), der kan håndtere nogle af de samme funktioner, som i dag ses i variable fonte, fx (næsten) trinløse vægte. Ligesom multiple master-fontene var GX for avanceret i forhold til brugere og datidens teknologi.

1996

Microsoft udvikler med støtte fra Adobe fontformatet Open Type, der bygger på Unicodestandarden (registrering af alverdens skrifttegn). Kan rumme over 65.000 tegn i en enkelt fontfil. Samme fontfil kan benyttes til både Mac og PC. Det giver færre problemer ved konvertering af dokumenter mellem platformene.

1999

Adobe udsender ‘Quark-killeren’ InDesign (software til design af grafisk kommunikation) med avancerede typografiske muligheder, bl.a. udnyttelse af OpenType-funktioner (antal tegn i en font, automatisk indsætning af specialtegn og ligaturer). I løbet af nogle år har programmet erstattet QuarkXPress som det mest benyttede (layout)program.

2008

Apples browser Safari understøtter kommandoen @fontface, som bruges til at hente fonte frem på en skærm. Er startskuddet til, at der langt nemmere og friere kan vælges skrift til websites med font formatet Web Open Font Format, WOFF. Andre browsere følger hurtigt efter.

2010

Google etablerer Google Fonts med en række frit tilgængelige fonte – især til brug på websites. Flere af de første fonte i biblioteket er af svingende kvalitet.

2016

De førende virksomheder som Adobe, Apple, Microsoft og Google m.fl. bliver enige om en standard for et kommende fontformat: Variable Open Type, VAR.  

2020

Adobe InDesign understøtter Variable Fonts, og der medfølger bl.a. fontfamilier som Minion, Myriad og Acumin. Variable fonts kan med fordel anvendes til webdesign, da fontfilerne er mindre = mindre load-tid.

En font er en datafil, der indeholder et givent antal tegn til generering af synlige tegn i et bestemt skriftsprog, fx det latinske alfabet, som er de bogstaver, vi benytter til en lang række skriftsprog i den vestlige verden. Fonten er den tekniske repræsentation, og filen kan indeholde andet end bogstaver, tal og symboler, fx i form af emojis og vignetter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet font kommer af fransk fonte 'smeltning, støbning', af latin fundere 'støbe'. Dette begreb henviser til den periode, hvor man anvendte blystøbte bogstaver og tegn til trykt kommunikation.

Forskellige formater

Der benyttes i nyere tid forskellige digitale formater afhængigt af, om den visuelle fremtrædelse er tegn på en skærm, på papir eller fx et lysdisplay på en bus. Filformatet vil typisk være angivet efter fontens navn: fx Comic Sans.ttf

De mest anvendte fontformater i dag er:

  • .ttf (TrueType Font)
  • .ot eller .otf (Open Type)
  • .woff (Web Open Font Format)
  • .var (Variable Font).

Fra midten af 1980'erne hed det dominerende fontformat Type 1, hvor hver font kunne rumme højst 256 tegn, hvilket udgjorde en begrænsning. Type 1 blev afløst/suppleret i midten af 1990'erne af formatet Open Type, som kan rumme mere end 65.000 tegn. Det er især brugbart til såkaldte non latin-skriftsystemer (kinesisk, japansk osv.), der består af mange tusinde tegn og tilhørende varianter.

Se fontformatudviklingen i samspil med supplerende software i tidslinjen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig