fonograf

Fonograf, forløberen for grammofonen. Fonografen består af en roterende valse og en membran med en skrivestift monteret i midten. Ved optagelse aftegner stiften et spor i et blødt materiale (tinfolie eller voks) i takt med det lydsignal, der rammer membranen. Gengivelse sker ved, at man gentager processen modsat.

Principperne for fonografen blev i april 1877 beskrevet af den franske poet og opfinder Charles Cros (1842-88), men han fik aldrig realiseret en praktisk model. Den amerikanske opfinder Thomas A. Edison konstruerede senere samme år, uden at han kendte Cros' arbejde, en funktionsdygtig fonograf. Det var en simpel model med håndsving, hvor lyden blev optaget på et stykke tinfolie. I 1888 kom Edisons forbedrede fonograf, hvor tinfolien var udskiftet med en voksvalse, og håndsvinget var erstattet af en motor. Resultatet var en betydelig forbedring af lydkvaliteten, og man kunne nu gemme lydoptagelserne, hvilket ikke var praktisk muligt med den ældre model.

I 1889 kom det første eksemplar af Edisons forbedrede fonograf til Danmark. Edisons agent i Danmark, generalkonsul Gottfred M. Ruben, indspillede valser med tidens store danske skuespillere, revykunstnere og operasangere til brug ved forevisninger i bl.a. Tivoli og Panoptikonbygningen i København. En del af Rubens fonografvalser findes endnu i Statens Mediesamling, blandt dem en valse med operasangeren Peter Schram (1819-95) — den ældste sanger i verden, hvis stemme man stadig kan høre i dag.

Først omkring år 1900 begyndte salget af fonografer og valser til private for alvor. Dansk Fonograf Magasin var det førende firma i København og indspillede og udgav fonografvalser med danske kunstnere frem til ca. 1917. På det tidspunkt var fonografen på det kommercielle marked blevet udkonkurreret af grammofonen med sine mere praktiske flade plader. Edisonfabrikkerne i USA holdt fast i produktionen af fonografvalser til 1929.