Fond er en consommé, en indkogt bouillon, der fungerer som fundament for saucer, supper og koncentrater.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af fransk fond(s), af latin fundus 'grund, ejendom'.

En fond kaldes på dansk en grundsuppe, hvis den er lavet på ben, grøntsager (mirepoix) og evt. svampe, der efter opskrift koges op, afskummes og simrer ved svag varme, til den er udkogt. Aromater tilsættes, så de afgiver deres smag ved kogetidens udløb. En fond kaldes en grundsky, hvis ben m.m. gennembrunes i ovn, før den koges op, afskummes og simrer på samme vis som grundsuppen. Tilsætning af smagsgivere såsom urter og krydderier bør ske en time før kogetidens udløb for såvel grundsuppe som -sky.

Helt stringent bliver en indkogt bouillon til en lys eller brun consommé, altså en grundsuppe eller grundsky (fond). Hvis consoméen klares med æggehvider og lidt hakket kød, bliver den til en klar suppe. Eksempler på grundsupper er lyse, indkogte okse-, kalve- og hønsebouilloner. Eksempler på grundskyer er brune kalve og vildtbouilloner. En fiske- eller vildtfond kaldes en fumet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig