folketingssamarbejde

Folketingssamarbejde, samarbejde mellem de politiske partier i Folketinget i forbindelse med udformning og vedtagelse af love. Det væsentligste kendetegn på samarbejde har været en bred enighed, konsensus, i den forstand, at mindst de fire gamle partier, Socialdemokratiet (S), Det Radikale Venstre (R), Det Konservative Folkeparti (K) og Venstre (V), har stemt sammen om langt den meste lovgivning. Årsagerne til samarbejdet er bl.a., at Danmark i hele 1900-t. har haft et partisystem bestående af mere end to partier, og at der ikke siden 1909 har været ét parti, som alene har haft flertal i Folketinget. Det har derfor været tvingende nødvendigt at samarbejde for at skaffe et flertal. Der udvikledes gradvist en norm om, at betydningsfulde reformer skulle vedtages i bred enighed, dvs. "hen over midten". Skellet mellem regering og opposition har altid været langt mindre skarpt i Danmark end i en lang række andre lande.

Et vist mønster har aftegnet sig i folketingssamarbejdet. Det klassiske bestod af et samarbejde mellem S og R på den ene side og et gradvis tættere samarbejde mellem V og K på den anden. Dette mønster brød sammen, da S og Socialistisk Folkeparti (SF) fik flertal i 1966, da VKR senere dannede regering i 1968, og da resultatet af valget i 1973 blev, at antallet af partier i Folketinget steg fra fem til ti.

Det blev herefter mere og mere vanskeligt at tale om et egentligt samarbejdsmønster. Trods store vælgervandringer fra valg til valg har det været centerpartierne — først og fremmest R — der har afgjort, til hvilken side flertallet skulle dannes, og dermed har de haft afgørende indflydelse: Den af de to fløje, S og VK, der kunne opnå støtte fra midten, ville få regeringsmagten. Fra 1975 til 1982 valgte R at samarbejde med de socialdemokratiske mindretalsregeringer, herefter med de borgerlige mindretalsregeringer under Poul Schlüter. R støttede firkløverregeringen K, V, CD og KRF 1982-88, deltog i KVR-regeringen 1988-90 og støttede KV-regeringen 1990-93. I januar 1993 skiftede midterpartierne igen side og gik i regering med S.

Mindretalsregeringerne siden 1982-2001 var karakteristiske ved, at de blev siddende, selvom de kom i mindretal i betydningsfulde politiske spørgsmål; de accepterede de "alternative flertal". Denne nye parlamentariske praksis har medført, at megen lovgivning blev gennemført med skiftende flertal, hvor forskellige samarbejdsmønstre har aftegnet sig, afhængigt af hvilke politiske områder der var tale om.

Valget i 2001 var historisk. For første gang siden 1929 var det muligt at danne en borgerlig regering, som ikke var afhængig af midterpartierne. VK-regeringen kunne dannes og gennemføre lovgivning alene med Dansk Folkepartis støtte. Valget i 2005 ændrede ikke ved dette.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig