folkekunst

Folkekunst, begreb, der opstod i sidste fjerdedel af 1800-t. i forbindelse med indsamling af folkeminder og af genstande fra den gamle bondekultur. Interessen var et led i den romantiske bevægelse, der søgte efter det oprindelige og ægte. Man mente, at de overleverede genstande såvel som sagn og eventyr var udtryk for en selvstændig skaberevne, hvorfra der kunne hentes inspiration til nutidens arbejder. Folkekunsten blev defineret som de udtryksformer, der havde været i brug hos bønderne siden 1600-t., og som ikke tog hensyn til herskende stilarter. Udsmykning og ornamenter var præget af særlige traditioner. Senere mente forskere, at folkekunsten måtte anses som "gesunkenes Kulturgut", en overtagelse af overklassens stil i en mere primitiv udformning. I 1960'erne kom forskningen frem til, at folkekunsten fandtes hos jævne folk både i byen og på landet. Den blev fremstillet på bestilling eller købt på markeder og udført af stedlige håndværkere eller specielle husflidsfolk, ofte efter forlæg som kisteblade, den lokale kirkes udsmykninger, træsnit i bibler, motiver på de norske jernovne eller mønter.

Folkekunsten defineres i dag ved et traditionskompleks, der har udvalgt motiver og ornamenter af den til enhver tid gældende stilart. Disse træk har med små ændringer holdt sig levende i lang tid inden for traditionskredsen. Folkekunsten udfoldede sig inden for stuernes udstyr, møbler, tekstiler, redskaber og lertøj, dog ikke massefremstillede køkkenting af metal, fajance og lignende. 1600-t.s dekorationsmaling i barokstil med dens tulipaner og roser kom i høj grad til at præge almuemaleriet. Dette skyldtes, at boligen på den tid fik kakkel- og jernovne med skorstene. Træværket måtte have en anden konservering end den tjære, som røgen fra det åbne ildsted afsatte, og malingen bredte sig nu på paneler, døre, møbler og lofter.

Folkekunsten blomstrede i egne, hvor bønderne var velstående, fx omkring de større byer, og hvor der var tætte kontakter med udlandet i form af skibsfart og grænseforbindelser, fx på Amager og i Sønderjylland. Den havde sin storhedstid ca. 1760-1830 og var fra ca. 1790 præget af store værksteder, hvis arbejder var normgivende og blev efterlignet af mindre husflidsmænd. Renæssancens og barokkens folkekunst i 1500- og 1600-t. er kendetegnet ved træskæringer og brug af symbolske figurer, der personificerer de kristelige dyder, tro, håb og kærlighed, retfærdighed, besindighed, tapperhed og visdom. Omkring 1750 blev træskæringerne næsten helt erstattet af det fladedækkende karvesnit med geometriske mønstre og rosetter. Det kunne udføres som husflid og smykkede især tekstilredskaber, banketærskler eller manglebrætter. Gennemgående motiver i maleri og tekstiler (se almuebroderi) er blomster og planteranker, bl.a. vin- og akantusranker. Tulipaner, gerne anbragt sammen med roser i en blomsterkurv eller vase, forekommer ofte; omgivet af dyr fra Paradisets have er de variationer af symbolet for livets træ. Symmetriske opstillinger er almindelige, fx med Eva og Adam, ligeledes kronede monogrammer, initialer og årstal; på broderier og lertøj ses ofte fugle, heste eller ryttere. Omkring 1800 blev blomstermaling mere dominerende, og bundfarverne skiftede: 1700-t.s lyse røde afløstes af olivengrønt og blåt på møbler og redskaber. Fra midten af 1800-t. blev motiverne mere stive, og efterhånden slog ådring og skabelonmaling igennem. Se også dalmålning og rosemaling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig