folk

Et folk er befolkningen i et bestemt geografisk område. Begrebet rummer dog flere betydninger: en politisk, hvor folket er synonymt med borgerne i en given stat, en national, hvor folket er lig nationen set som en sproglig, historisk og kulturel enhed, og en kulturel, hvor folket ses i modsætning til eliten eller statsmagten.

Den politiske betydning har rødder i 1700-tallets politiske tænkning, hvor samfundet opfattedes som en kontrakt eller pagt indgået af folket. Enevælden defineredes af nogle filosoffer (fx Thomas Hobbes, Samuel von Pufendorf) som en pagt, hvori folket overlod magten til en hersker, der til gengæld forpligtede sig til at arbejde for det fælles bedste. Folket blev herved de regerede undersåtter — i lighed med antik romersk tankegang, hvor populus er de regerede i modsætning til de regerende. Andre filosoffer (fx Jean-Jacques Rousseau) hævdede, at magten var uafhændelig, at folket var suverænen og folkeviljen den højeste instans. Folkeviljen var ikke bare flertallets vilje, men almenviljen, der udtrykkes, når borgerne løfter sig over smålige egenhensyn og samles om det fælles bedste. Folket er i denne forståelse på én gang en flerhed af borgere med hver deres interesser og en enhed i kraft af almenviljen. "Folk" er netop både en flerhed og en enhed, et kollektiv og et subjekt.

I forbindelse med demokratiseringen af den vestlige verden er begrebet folk blevet synonymt med gruppen af statsborgere uanset køn, klasse eller status. Folkets vilje er magtens legitimering, i Danmark udtrykt ved begrebet folkestyre. Opinionsundersøgelser, folkeafstemninger og valg har til opgave at afdække folkeviljen.

Den nationale betydning af begrebet folk har rødder i 1800-tallets nationalromantik og idéen om, at (national)stater kun bør rumme én nation. Folket som synonym for nationen eller den etniske gruppe opfattes som mennesker med fælles sprog, historie, kultur og evt. race. Nationen er imidlertid svær at afgrænse, idet nationalitet kan defineres på flere måder: som en objektiv størrelse, der kan bestemmes uafhængigt af individets egen mening ved at undersøge sprog, afstamning eller kultur (nationalkarakter), eller som en subjektiv størrelse, et udtryk for individets eget valg. Selvom definitionen og afgrænsningen er problematisk, henvises der også i 1900-tallets politiske konflikter til et givent folk, dets historiske rettigheder, særegne sprog og kultur, fx det jødiske folk og det serbiske folk. Definitionsproblemet gælder også begrebet oprindelige folk, der siden FN-året for disse (1993) er blevet centralt for den vestlige verdens bistandspolitik.

Den kulturelle betydning bygger på en dualisme, hvor man skelner mellem "folkekultur" og "finkultur". Her bruges begrebet folk om den brede masse eller almindelige mennesker set i kontrast til eliten, til særlige subkulturer eller til statsmagten. I positivt lys ses folkets kultur som autentisk, sund eller national — modsat elitens internationalisme og snobberi. Folkelig kultur kan negativt opfattet fremstå som fx plat, udtryk for dårlig smag eller leflen for laveste fællesnævner.

Ordet folk anvendes, især i ældre sprog, også om tyende, ansatte, tjenere, mandskab, fx på et skib eller i en militærenhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig