fodtøj

Fodtøj, fodbeklædning, har eksisteret lige så længe, som mennesket har benyttet tøj. Materialerne har været læder, træ, tekstiler, bast, gummi (fra ca. 1920) og efter 1950 tillige forskellige syntetiske stoffer.

De tidligste former for fodtøj var et stykke skind eller stof, der blev pakket om foden og holdt på plads vha. remme (se mokkasiner); det kunne være fodposer holdt sammen ved anklen eller en sål syet fast på hosen. Den mest almindelige type var fra middelalderen og frem en fast sål hæftet til et overstykke.

Der findes i dag tre grundtyper af fodtøj: sandaler, støvler og sko. Brugen afhænger bl.a. af klimaforhold. I de varmere egne og til sommerbrug benyttes mest sandaler. De stammer fra antikken; sålen fulgte fodens naturlige form og blev holdt på plads af et sindrigt system af remme. Typen kendes igen fra hippiernes "Jesus-sandaler" fra 1970'erne.

Støvler er anvendelige til vinterbrug og i kolde egne, hvor ikke blot fodsålen skal beskyttes, men ankel og underben også skal holdes varme; oprindelig blev støvler udviklet til ridebrug. Sko er en mellemting mellem sandal og støvle, som benyttes overalt.

Vestlig modehistorie

I oldtiden var der ikke væsentlig forskel på mænds og kvinders fodtøj bortset fra de typer, mænd benyttede i krig. I Romerriget var fodtøjet også med til at markere rang og køn; således bar senatorer røde sko med sorte snører og elfenbenshalvmåner.

Fodtøjet blev i senmiddelalderen en integreret del af dragtudtrykket og skiftede form og detaljer efter den varierende mode. De tidligste typer var flade; tåsnuden kunne være lang og spids som gotikkens snabelsko, eller den kunne være stump og bred som renæssancens komulesko. Lige siden har tåsnuden vekslet mellem disse to yderpunkter.

Barokkens støvler udviklede i forbindelse med ridekunsten høje hæle, der holdt foden sikkert i stigbøjlen. Hurtigt blev den høje hæl også en del af modeskoen for mænd såvel som for kvinder, en mode, der holdt sig helt frem til slutningen af 1700-t.

Fra 1800-t. blev der stor forskel på herre- og damefodtøj. Mandens fodbeklædning blev prosaisk: sorte eller brune snøresko eller støvler. Først efter 2. Verdenskrig kom der atter flere typer ind i herremoden såsom sandaler, hyttesko, mokkasiner, sports- og kondisko.

Idealet for kvinderne blev indtrykket af en lille, fin fod; det var omkring 1830, at tåspidsskoen blev opfundet (se balletsko), og 1900-t.s høje stiletter er udtryk for den samme stræben.

Men i begyndelsen af 1800-t. var det feminine fodtøj helt fladt og forarbejdet af safian eller silke, holdt fast med ankelbånd; efter 1850 vendte hælen tilbage for aldrig helt at forsvinde igen. I det hele taget blev kvindernes fodbeklædning uhyre fleksibel.

Sammenligner man 1700-t.s sko med 1800- og 1900-t.s, er der mange ligheder; fodtøjet virker ret konservativt i sin udvikling, hvilket til dels også gør sig gældende mht. materialer og tilvirkning.

Skoene har i perioder været så fine, at det har været nødvendigt med et dobbeltskosystem, en overtrækssko (se galocher), der kan være forarbejdet af træ (se træsko), gummi (se gummistøvler), kraftigt læder eller have ekstra højde (se plateausko).

Fremstilling

Fodtøj på samlebånd. Der er ikke meget tilbage af skomagerhåndværket i moderne skotøjsfabrikation. Nye materialer har gjort det muligt at udvikle andre teknikker, fx sammensvejsning i stedet for lim og små søm, når sålen skal sættes fast. Billedet er fra A/S Eccolet Sko i Bredebro.

.

af fodtøj har indtil 1850'-erne i udstrakt grad fulgt de samme regler for produktion, ligesom der indtil da var tale om håndskomageri. Frem til 1860 blev sko til begge fødder skåret over samme læst; først herefter begyndte man at forarbejde fodtøj efter en højre- og en venstrevendt læst.

Opfindelsen af lædersymaskinen bevirkede, at skomagerhåndværket i løbet af 1900-t. blev industrialiseret. Billigere, syntetiske materialer er blevet udbredt, og svejsning kan erstatte syning. Håndskomagerivirksomhed findes dog endnu i begrænset omfang.

I 1952 oprettede en sammenslutning af fabrikanter og forhandlere Dansk Skomoderåd for bl.a. at fremme interessen for bedre skovaner. Det har medført, at der produceres mere fornuftigt og fodformet skotøj, men fremstillingen af fodtøj er som altid mere underlagt moden end komforten og sundheden. Flere af de store tøjmærker har i de senere år også haft selvstændig eller udliciteret produktion af fodtøj. Se også skomager.

Ortopædisk fodtøj

er specialfodtøj, som enten kan være fabriksfremstillet fodtøj med tilretninger (fx gængesål, udadført hæl, stød, svang- eller forfodsstøtte) eller individuelt fodtøj fremstillet over læst efter afstøbning af patientens fod. Hos personer med varige foddeformiteter kan der i Danmark over Bistandsloven ydes tilskud til erhvervelsen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig