flyvning - forskellige flyveformer

Flyvning (Forskellige flyveformer), De fleste fugle bruger ikke konstante vingeslag, men veksler mellem aktiv flugt og glideflyvning eller, som mange spurvefugle og spætter, ballistisk flugt med indfoldede vinger. Glideflyvning er en dominerende bevægelsesform hos mange fuglefamilier, som udnytter opadgående luftstrømme til at vinde højde. Det kan være opvinde langs højderygge eller termiske opvinde, der opstår, når solvarmet jord opvarmer luften, så den stiger til vejrs. Termikflyvere kredser og stiger inden for opvindens relativt snævre område og udnytter den vundne højde, indtil de møder en ny opvind. Teknikken bruges under fødesøgning af rovfugle og gribbe og af mange større fugle (rovfugle, storke, traner mfl.) under trækket. Termik udvikles især over land, så termikflyvende trækfugle prøver at undgå at krydse havområder. Over tropiske have dannes dog svage opvinde, som fregatfuglene med deres meget lave vingebelastning er specialister i at udnytte. Andre havfugle, især stormfuglene, bruger opvinde langs bølgekamme samt en særlig teknik, der udnytter vindgradienten over havoverfladen (stigende vindhastigheder fra overfladen op til ca. 15 m højde).

Tilpasninger til forskellige flyveformer afspejles naturligt nok i vingeformen. Korte vinger tillader høje vingeslagsfrekvenser som fx hos hønsefugle, som er tilpassede til hurtig start. Afrundede vinger kan også være en tilpasning til manøvredygtighed og er fx almindeligt hos skovlevende fugle. Spidse vinger er effektive ved større hastigheder og forekommer bl.a. hos falke og langdistancetrækkere, inkl. svaner, som er de største fugle, der trækker over længere afstande uden at bruge termik. Til termikflyvning er lange vinger som hos fregatfugle (og svævefly) mest effektive; termikflyvende trækfugle har imidlertid brug for høje glidehastigheder mellem termikvindene, hvilket opnås ved øget vingebelastning, og for landfugle vil meget lange vinger desuden være et problem ved start og landing. De relativt brede vinger hos rovfugle, storke, pelikaner og andre er således en kompromisløsning. De "fingrede" vinger hos de største arter virker ligesom lillevingen (alula) som slots i flyvinger (se også vinge), dvs. øger løftekraften ved lave hastigheder.

Hos flagermus ses tilsvarende tilpasninger i vingeformen som hos fuglene. Med en vinge dannet af udspændt flyvehud kan flagermus imidlertid ikke danne slots, men kan til gengæld i højere grad forme vingefladens profil. Specielt vil en øget krumning (camber) af denne øge løftekraften i forbindelse med langsom flyvning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig