flyvning - bevægelsesform

Flyvning, den karakteristiske bevægelsesform hos dyr, der kan holde sig i luften i længere tid ved egen kraft. Flyveegern, edderkopper i "flyvende sommer" og andre, der passivt bevæger sig i luften, betragtes altså ikke som flyvende dyr.

Flyvning er (så vidt vides) opstået fire gange i udviklingshistorien, én gang hos leddyrene (insekter) og tre gange hos hvirveldyrene (fugle, pterosaurer ("flyveøgler"), flagermus). Flyvende insekter kendes fra Sen Karbon for ca. 300 mio. år siden, fuglene og pterosaurerne opstod i Trias for over 200 mio. år siden, og flagermusene i Eocæn for ca. 50 mio. år siden. Insekternes vinger udvikledes enten som nye strukturer på mellem- og bagbrystets rygside eller ved modifikation af et vedhæng på det inderste benled. Vingerne hos flyvende hvirveldyr er omdannede forlemmer, der hos fugle bærer svingfjer og hos flagermus og pterosaurer udspænder en flyvehud, der også når baglemmerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig