Flyvesport, fællesbetegnelse for sport, hvortil der på en eller anden måde benyttes luftfartøjer. I Danmark er kun drageflyvning, faldskærmssport og svæveflyvning anerkendt af Danmarks Idræts-Forbund. Andre former for flyvesport indebærer flyvning med ballon, motorfly og modelfly.

Den almindeligste form for motorflyvesport er præcisionsflyvning, hvor disciplinerne er navigation og landing. Kunstflyvning kræver særligt konstruerede fly og kan dyrkes med såvel motor- som svævefly. Kombination af motorflyvesport og anden sport kan forekomme (fx civil eller militær flyfemkamp), men har ikke vundet større udbredelse. Luftvæddeløb er ret udbredt i USA og forekommer også i Storbritannien.

Flyvesportens internationale organisation er FAI (Fédération Aéronautique Internationale). I Danmark har de enkelte flyvesportsgrene hver deres klubber og unioner med Kongelig Dansk Aeroklub som paraplyorganisation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig