Flyvåben, våben, der kan medføres og anvendes af fly. Det bemandede fly er af alle eksisterende våbensystemer det mest alsidige og fleksible, hvilket til fulde illustreres af den mangfoldighed af flybårne våben, der findes verden over til løsning af næsten enhver tænkelig militær opgave, der kræver våbenindsats. Spektret spænder fra kernevåben i megatonklassen til småkalibrede maskingeværer. Mellem disse yderpunkter findes talrige former for bomber, raketter og missiler. Selvom frit faldende bomber stadig indgår i de fleste luftvåbens beholdninger, er de præcisionsstyrede våben dominerende.

Bomber

Flybomber findes i mangfoldige udformninger og størrelser. Fælles for dem er, at de ikke har noget fremdriftsmiddel, men at de alene ved det kastende flys fart og tyngdekraften bevæger sig mod målet. Den mest almindelige bombe består af en stålkappe fyldt med sprængstof, fx trotyl, men der findes bomber til en lang række specifikke formål, fx klyngebomber, som er beholdere med små enkeltbomber, der ved udløsning spredes over et større areal, brandbomber, dybdebomber, panserbrydende bomber og bomber, der specielt har virkning mod startbaner. Den simpleste form for flybombe er ustyret, men i reglen stabiliseret med finner. Dens træfsikkerhed er ringe. Usikkerheden kan ved kast fra stor højde være flere hundrede meter. Bombens tændsats, kaldet brandrøret, er afgørende for bombens virkning i målet og kan indstilles til at bringe bomben til detonation på det gunstigst mulige tidspunkt. Der skelnes mellem nærhedsbrandrør, anslagsbrandrør og brandrør med forsinkelse, der kan være fra brøkdele af et sekund til flere døgn. Bombekast fra lav højde øger træfsikkerheden, men forøger risikoen for at flyet bliver ramt af sprængstykker fra bomben. Løsningen er at bremse bomben med udfoldelige luftbremser, fx Mk 82 Snake eye eller såkaldte ballutes (bremseskærme).

Pga. manglende præcision er den fritfaldende bombe i meget stor udstrækning afløst af præcisionsstyrede våben. Til bomber er laser det mest anvendte styresystem. En laserstråle rettes mod målet, hvorefter den reflekterede energi i en sensor i bombens næse omsættes til impulser til styrefinnerne, der med stor nøjagtighed styrer bomben mod målet. I enkelte bombetyper anvendes elektrooptisk styring, der foregår ved, at et tv-kamera i bombens næse "låser" fast på lyskontrasten mellem målet og omgivelserne. Det danske Flyvevåbens F-16-fly er fra 2000 blevet modificeret, så de med en laser kan udpege mål for laserstyrede bomber, som de enten selv kaster, eller som kastes af et andet fly. Ulempen ved anvendelse af denne type bomber er, at de har begrænset anslagskraft og rækkevidde. I stedet kan man anvende den ustyrede raket, som har stor anslagskraft, men ikke væsentlig større rækkevidde.

En ny bombetype baseret på GPS-teknologi kan med meget stor præcision og under alle vejrforhold kastes fra meget stor højde og afstand. Danske F-16 fly er udrustet til at kunne kaste denne type bomber. Systemet hedder Joint Direct Attack Munition (JDAM).

Missiler

Missilet har i mange år indtaget pladsen som det mest almindelige og mest alsidige flyvåben. Rækkevidden kan for visse typers vedkommende, de såkaldte Stand Off-missiler, være på flere hundrede kilometer. Missiler har eget fremdrivningsmiddel, som kan være en raketmotor eller for de længererækkende missiler, en jetmotor, evt. en simpel ramjet. Det såkaldte krydsermissil er et eksempel på sidstnævnte. Luft til luft-missiler findes i mange versioner, der som oftest er infrarødt søgende eller radarstyrede. Det danske flyvevåben råder over begge typer til sine F-16 fly, AIM 9L Sidewinder med en rækkevidde på ca. 5 km og AIM 120 AMRAAM ca. 50 km. Luft til jord-missiler anvender i forskellige versioner et enkelt eller en kombination af to eller flere styresystemer. Trådstyring kan anvendes til visuel styring af panserværnsmissiler fra helikoptere. For længererækkende missiler anvendes til midtkurskorrektion radar-, inerti- eller satellit-styresystemer. I slutfasen mod målet anvendes radarstyring, infrarød eller elektrooptisk styring. Specielt mod fjendtlige radarstationer anvendes Anti Radiation Missiles (ARM) hvis søgehoved er indrettet således, at det styrer missilet mod kilden til den udsendte elektromagnetiske energi. Radarantenner genererer svage side loops i alle retninger, så missilerne tiltrækkes, selvom antennen ikke peger i missilets retning. Til brug på F-16 råder det danske flyvevåben over det infrarødt styrede AGM-65 Maverick, der er specielt egnet til bekæmpelse af en indtrængende invasionsstyrke til søs, men kan også anvendes mod landmål. Præcisionsstyrede våbens effekt blev klart demonstreret under Falklandskrigen i 1982, da argentinske marinefly sænkede de britiske skibe Sheffield og Atlantic Conveyor med fransk fremstillede Exocet-missiler, affyret fra Super Etendard-fly.

Maskinkanoner

Maskinkanonens betydning som flyvåben er svundet ind, men de fleste kampfly medfører stadig en kanon til nærkamp, i reglen en kaliber 20-30 mm hurtigtskydende Gatling-type, der kan afgive op til 6000 skud i minuttet. I de senere år har maskinkanonen dog fået en renæssance i forbindelse med afgivelse af varselsskud samt ved egentlige angreb på jordmål til støtte for hærstyrker, fx i Afghanistan. Enkelte flytyper, fx den amerikanske A-10 Thunderbolt II, anvender med særlig ammunition af forarmet uran kanonen til bekæmpelse af panserkøretøjer på jorden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig