flyfoto

Flyfoto, flyvefotografi, luftfoto, fotografi optaget med et flykamera. Fotografierne anvendes til fotogrammetrisk kortlægning (se fotogrammetri), dvs. der med optisk-mekanisk, analytisk eller digitalt udstyr måles i dem, samt til billedtolkning, dvs. det fotograferede terræn analyseres for bl.a. indhold og ændringer. Det fotografiske billede er den klassiske fotogrammetris middel til dataindsamling. Det er suppleret med data fra scannere (se telemåling), der opsamler terræninformationerne på digital form.

Standardformatet for flyfotos er 23 cm×23 cm, og linsens brændvidde er ofte 15 cm (vidvinkel), men andre typer findes (30 cm normalvinkel, 8 cm supervidvinkel og flere).

Til nærmere bestemmelse af fotografiet, der er en centralprojektion, er der i kanten angivet rammemærker, der angiver billedets midte, og her findes også informationer som optagetidspunkt, flyvehøjde, brændvidde, billednummer og flyverute.

De fleste fotos er optaget med sort-hvid film, men farvefilm bliver mere og mere anvendt. En særlig emulsionstype er den infrarøde farvefilm, der kan afbilde dele af lyset, som øjet ikke ser. Denne type anvendes især til kortlægning af vegetationsforhold, idet forskellige plantearter, plantesygdomme, fugtighedsforhold o.l. viser sig bedre end på almindelig farvefilm.

Flyfotos optages med jævne mellemrum af Geodatastyrelsen, hvis landsdækkende fotoarkiv er offentligt tilgængeligt. Billedernes målforhold er ofte 1:25.000. Der findes totale dækninger fra 1945, fra 1954 og systematisk fra 1960'erne.

Amtskommuner blev også jævnligt fotograferet, ofte i målforholdet 1:10.000, og kommuner fotograferes som regel i 1:5000. Originalerne findes hos private kortlægningsfirmaer.

Ud over til kortlægningsformål er billederne også meget anvendelige til tolkning af bl.a. historiske og arkæologiske forhold og til servitut-, miljø- og byudviklingsformål.