flydende krystal

Flydende krystal, materiale, hvor molekylerne er ordnede i visse retninger som i en krystal, men i andre retninger er uordnede som i en væske. Flydende krystaller kan fx være opbygget af lange molekyler, der kan bevæge sig tilfældigt i forhold til hinanden på tværs af deres lange akse, men er ordnet i lag på langs ad aksen. Den flydende krystal har en smeltepunktstemperatur, ved hvilken denne endimensionale orden forsvinder. Overgange mellem orden og uorden kan observeres ved refleksion af lys.

Flydende krystaller anvendes til elektronisk udlæsning på skærme (se fladskærm), ofte benævnt LCD efter engelsk liquid crystal display. Den flydende krystal placeres mellem to elektroder, hvoraf den ene er gennemsigtig. En påtrykt elektrisk spænding giver anledning til en strøm af tilsatte ioner, der bryder den flydende krystal op i småkrystaller, hvorved refleksion af lys ændres på det pågældende sted. Elektrodernes udformning bestemmer, hvad der kan ses på skærmen af fx tal og bogstaver.

Pga. lavt strømforbrug og god visibilitet benyttes flydende krystal-display især ved bærbare anvendelser som digitale armbåndsure, bærbare pc'er og minifjernsyn. Tilsættes materialet farvestoffer, kan displayet også vise farver.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig