fly-by-wire

Fly-by-wire, (eng. 'flyvning via elektriske ledninger'), elektronisk styring af luft- eller rumfartøjer. Fly-by-wire fungerer ved, at pilotens styring registreres af en computer (Flight Control Computer), som dirigerer flyets rorflader ved hjælp af elektriske signaler; piloten har derfor ikke direkte mekanisk forbindelse til rorene. Fly-by-wire gør det muligt at forbedre et luftfartøjs stabilitet, manøvreevne og brændstoføkonomi, da computeren konstant kan anbringe rorfladerne i den optimale position i forhold til pilotens eller autopilotens ønsker. For at sikre pålideligheden af styresystemet består det typisk af tre eller fire uafhængige computere, der overvåger hinanden. Endvidere er der i mange fly en mekanisk backup til fly-by-wire-systemet.

Fly-by-wire var først simple former af analoge autopilotsystemer, og Concorden fra 1969 var det første trafikfly med fly-by-wire. Digitale fly-by-wire-systemer blev første gang anvendt i det amerikanske Apolloprogram. De fleste nyere kampfly (fx F-16) og mange trafikfly (fx Airbus A320) er udstyret med fly-by-wire.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig