flertalsdemokrati

Flertalsdemokrati er en demokratiopfattelse, der lægger vægt på flertallets styre og mindre vægt på forhandling, kompromis og mindretalsrettigheder sikret i en skreven forfatning.

I sin bog Patterns of Democracy (1999) har den hollandske politolog Arend Lijphart skitseret to grundlæggende modeller for demokrati, som han kalder “majoritarian democracy ” (flertalsdemokrati) og “consensus democracy” (konsensusdemokrati). Han illustrerer flertalsdemokratiet med Storbritannien, New Zealand (især dog som forholdene var før 1996-reformerne) og Barbados, mens han illustrerer konsensusdemokratiet med Schweiz og Belgien. Der er tale om to rendyrkede modeller, som de enkelte lande ikke nødvendigvis lever op til i alle detaljer.

Westminstermodellen

Den såkaldte Westminstermodel i Storbritannien karakteriseres ved ti punkter i modsætning til konsensusmodellen:

  1. Koncentration af den udøvende magt i etpartiregeringer med eget flertal, modsat koalitionsregeringer og mindretalsregeringer.
  2. Dominerende regering. Det er en form for parlamentarisme, hvor regeringen nok skal have parlamentets tillid, men hvor regeringen dominerer på grundlag af sit flertal i parlamentet, modsat samlingsregeringer og konventsystemer, hvor partierne er repræsenteret i regeringen efter deres styrke i parlamentet.
  3. Topartisystem, modsat flerpartisystem.
  4. Valgmåde med flertalsvalg i enkeltmandskredse, modsat forholdstalsvalg.
  5. Interesseorganisationer præget af pluralisme, konkurrence og konflikt, modsat korporatisme.
  6. Centraliseret enhedsstat, modsat føderation.
  7. Koncentration af den lovgivende magt i et parlament med kun ét kammer, modsat tokammersystem.
  8. Forfatningsmæssig fleksibilitet uden skreven forfatning, modsat skreven grundlov.
  9. Domstolene har ingen prøvelsesret, modsat forfatningsdomstole, der kan prøve loves overensstemmelse med grundloven.
  10. Centralbank kontrolleret af den udøvende magt, modsat uafhængig centralbank.

Danmark deler kun enkelte af flertalsdemokratiets typiske træk, nemlig en centraliseret enhedsstat og et parlament med kun et kammer. Domstolenes prøvelsesret er ikke sikret i grundloven, men accepteret som en forfatningsmæssig sædvane.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Moderne demokrati og konstitutionelt monarki

Jørgen Elklit
Professor emeritus, Aarhus Universitet