Flerpartisystem er det forhold, at der inden for et politisk system findes flere partier. I demokratiske lande karakteriseres de politiske forhold i høj grad af antallet af partier og deres indbyrdes relationer. Den klassiske sondring er udformet af den franske politolog Maurice Duverger (1917-2014), der skelnede mellem et-, to- og flerpartisystemer.

I flerpartisystemer er flere end to partier bestemmende for flertalsdannelsen i repræsentationsorganet, parlamentet, og for regeringens sammensætning. Flerpartisystemer kan karakteriseres ved partiernes antal, størrelse, ideologiske afstand, forhold til styreformen, interne sammenhold og deres forhold til vælgerne.

Den italiensk-amerikanske politolog Giovanni Sartori sondrer mellem moderat og ekstremt pluralistiske flerpartisystemer. De første har et forholdsvis begrænset antal partier med så korte ideologiske afstande, at de kan samarbejde og danne et bipolært system, dvs. at der er to klare regeringsalternativer. Ekstremt pluralistiske partisystemer er derimod karakteriseret ved et større antal partier, større ideologiske afstande og ofte et stærkt centrumsparti.

Flerpartisystemet i Danmark

Siden jordskredsvalget i 1973 har det været oplagt at beskrive det danske partisystem som et flerpartisystem, der er organiseret langs to politiske dimensioner, dels (og vigtigst) den fordelingspolitiske venstre-højre-dimension, dels en værdipolitisk dimension. I relation til Sartoris ovennævnte definition forekommer det rimeligt at tale om et ekstremt pluralistisk flerparisystem, om end uden et stærkt centrumsparti.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig