Flavour, (eng. 'smag', skrives i dag næsten udelukkende med den oprindelige amerikanske stavemåde 'flavor'), i fysikken en egenskab ved kvarker. Der kendes seks kvark-flavors: up (u), down (d), charm (c), strange (s), top (t) og bottom (b). Disse besynderlige navne har historiske årsager, og deres opdagelse har været betinget af deres masser, som følger et ikke-forstået hierarki. De to letteste kvarker er u- og d-kvarkerne, efterfulgt af den noget tungere s-kvark. Disse tre letteste kvarker blev først foreslået som elementære enheder af hadroner, idet de kunne forklare en observeret tilnærmelsesvis god symmetri ('the Eighfold Way', introduceret i 1961 af fysikeren Murray Gell-Mann) blandt en stor gruppe af hadroner, både med hensyn til deres masser og deres henfald. I løbet af 1960'erne vandt ideen om en underliggende struktur af elementære kvarker gradvist anerkendelse, men det var først med forudsigelse, og senere opdagelse af, c-kvarken i 1974 at kvarkstrukturen bag de observerede stærke og svage vekselvirkninger endeligt blev cementeret. Charm-kvarken c har sit navn fra den engelske betydning af ordet, hvor det beskriver en form for magi, idet fysikeren Sheldon Glashow (der introducerede navnet) mente, at c-kvarken netop magisk kunne fuldende den symmetri, der allerede var opdaget med de tre letteste kvarker. Denne charm-kvark er betydeligt tungere end de tre letteste kvarker, hvilket er forklaringen på, at den først blev opdaget i 1974, hvor den tids partikelacceleratorer endeligt kunne producere hadroner med c-kvarker. Senere, ved endnu højere energier, opdagedes de betydeligt tungere kvarker bottom (b) og top (t). Konsistens af standardmodellen for elementarpartikelfysik kræver eksistensen et lige antal kvarker, og da dette antal også skal være dobbelt så stort som antallet af elektrisk ladede leptoner (af hvilke vi kun kender elektronen, muonen, og tau-leptonen), betragtes det som tæt på udelukket, at der findes flere kvarker end de seks kvarker, der er omtalt her.