En flashmob er et fænomen, der opstod omkring 2003 i USA, hvorfra det bredte sig internationalt. En flashmob udføres af en menneskemængde, der laver en uventet happening på et offentligt sted, for derefter at spredes lige så hurtigt, som den dukkede op.

Oftest kender deltagerne ikke hinanden på forhånd, da aktiviteten og stedet er aftalt over internettet eller mobiltelefonen. En væsentlig sideeffekt af en vellykket flashmob består i, at den optages og lægges ud på internettet, fx på YouTube, hvor den kan inspirere til efterligning.

En flashmob er som regel et mål i sig selv, men kan også bruges som politisk demonstration og provokation eller som kommercielt pr-stunt.

Flashmobs findes også i en velforberedt, virtuos version. Op til julen 2010 forekom det i både USA og Canada, at op til 650 skolede korsangere fordelte sig vilkårligt blandt kunderne i stormagasiner og cafeterier og på et givet signal enkeltvis og efterhånden kollektivt intonerede Georg Friedrich Händels "Hallelujah" fra oratoriet Messias med det formål at forvandle de uforberedte omgivelsers måben til medlevende begejstring.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig