Flæsketerning
Flæsketerning (Philine quadripartita). Sneglens forende ses nederst i billedet. Man ser omrids af to maveplader under hovedskjoldet, og den indvendige skal anes under bagenden øverst i billedet.
Af /iNaturalist.org.
Licens: CC BY NC 4.0

Flæsketerning er en marin baggællesnegl med indvendig skal, som dækker indvoldsækken.

Faktaboks

Etymologi

Artsnavnet quadripartita betyder 'delt i fire dele'.

Også kendt som

Philine quadripartita

Den bliver op til 4 cm lang. Kroppen er delt i fire dele: hovedet, som er dækket af et ovalt hovedskjold, to parapodier langs siderne, og bagerst en fold, som dækker den indvendige skal. På undersiden ses foden som en femte del. Skallen er tynd og gennemsigtig, og har intet synligt spir. I omrids er den næsten kvadratisk.

Flæsketerningen lever på blød bund. Føden består af små muslinger, snegle og foraminiferer, hvis skaller knuses af tre forkalkede plader i muskelmaven. Disse plader er meget bestandige og findes ofte i fiskemaver.

Foruden flæsketerningen forekommer 5-6 mindre arter af slægten Philine i danske farvande. De kendes på skallens mønster, raspetungens tænder og mavepladernes udseende. Alle lever på blød bund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig