fjerkræpest

Fjerkræpest, Newcastle disease (ND), fjerkræsygdom fremkaldt af et virus, hvoraf der er tre hovedtyper; den akutte form af fjerkræpest forårsager op til 100% dødelighed. Virus spredes normalt ved kontakt, fx ved ukontrolleret import eller handel med levende fjerkræ eller prydfugle. Siden 1962 er danske besætninger med ND blevet slået ned, og Danmark har i modsætning til mange andre lande kunnet opretholde en status som ND-frit og har derved undgået et kostbart vaccinationsprogram.

I Danmark konstateredes sygdommen efter fire års fravær med sikkerhed midt i juli 2002 hos en besætning nær Kolding. Man havde da allerede igangsat bekæmpelse flere steder pga. en stærk mistanke om smitte hos flere besætninger. Siden spredtes sygdommen i Jylland; 11.09.02 var der konstateret fjerkræpest hos 135 besætninger, heraf 126 med hobbyfjerkræ. Sygdommen var da fundet hos ca. 170.000 fjerkræ, og langt flere var blevet aflivet og destrueret som led i bekæmpelsen. Der blev indført beskyttelseszoner og eksportforbud flere steder i Jylland, mens Fyn og Sjælland gik fri. Ud over de jyske tilfælde konstateredes et enkelt på Sejerø. Hvordan smitten nåede dertil, vides ikke, men man fandt i 2001 en skarv smittet med det aktive virus, så smitte via vilde fugle kan ikke udelukkes.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig