Fiskerizone, tidligere betegnelse for havområde, hvor et land havde eneret på fiskeri. Fiskerizonerne i Europa etableredes i midten af 1960'erne. Med undertegnelsen af European Fishing Convention i 1964 fik de nordeuropæiske fiskerinationer eneret på fiskeri i en zone på 12 sømil ud for kysterne, dog med respekt for andre landes traditionelle fiskeri i området mellem 6 og 12 sømil. Derudover var fiskeriet frit. I de følgende år blev en kraftig reduktion af fiskebestandene en reel risiko, og den opfattelse blev udbredt, at udstrakte eksklusive fiskerizoner var det mest effektive middel mod overfiskning.

De fleste landes fiskerizoner er nu afløst af EEZ, Exclusive Economic Zones, på 200 sømil, der traktatfæstedes ved FN's Havretskonvention af 1982. Fiskerizoner omhandles ikke i konventionen, men anses fremdeles som gældende folkeretlig sædvane.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig