Fiskehejre
Fiskehejre (Ardea cinerea) med to unger i reden.
Fiskehejre
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Fiskehejren er en ret stor hejre med en højde på 90-98 cm og et vingefang på 175-195 cm. Oversiden er grå med en lysere underside. Panden og kinderne er hvide, og det store, dolkformede næb er gult. I nakken har den sorte prydfjer.

Faktaboks

Også kendt som

Ardea cinerea

Den vigtigste føde er fisk på op til 25-30 cm længde; de tages på lavt vand. Her vader hejren langsomt omkring, og når den bliver opmærksom på et muligt bytte, stivner den. Hvis byttet kommer inden for rækkevidde, hugger den lynhurtigt til med næbbet. Af og til tager den også mosegrise, mågeunger og meget andet. Reden anbringes i et træ eller på klipper, og de ca. fem æg udruges af magerne i fællesskab. Ungerne fodres med opgylpet, halvt opløst føde.

Fiskehejren er udbredt over store dele af Europa, Asien og Afrika. I Danmark er fiskehejren den eneste almindelige hejre. Ved den seneste landsdækkende optælling i 1991 ynglede der over 6.700 par i kolonier spredt over det meste af landet. I forhold til den forudgående optælling i 1978 var det mere end en fordobling af bestanden. Størstedelen af tilvæksten skete sidst i 1980'erne, formentlig påvirket af de meget milde vintre i den periode.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig