Firpol, to-port, elektrisk kredsløb med to par terminaler (indgang og udgang). Sammenhængen mellem strømme og spændinger på indgang og udgang kan beskrives med to matematiske ligninger, som indeholder fire karakteristiske værdier, der kan måles udefra uden kendskab til firpolens opbygning. Firpolen benyttes i kredsløbsberegninger som model af et kredsløb eller en komponent, fx en transistor.