fingeraftryk

Fingeraftryk. Til venstre er vist et fingeraftryk, som stammer fra et gerningssted og ikke er komplet. Til højre et fingeraftryk, sikret af politiet under ordnede forhold vha. blæksværtning. Tallene refererer til identiske strukturer i de to aftryk; tilsammen viser de, at aftrykkene må stamme fra samme person.

.

Fingeraftryk, særlige mønstre dannet af linjer, papillarer, på de yderste led af fingrene. Fingeraftryk udvikles i tredje og fjerde fostermåned, ved at et væsketryk udvider huden på fingrene. Når trykket kort efter fortager sig igen, foldes huden. Herved dannes mønstertyperne og detaljerne, og de bliver forskellige fra finger til finger, ligesom de er individuelle fra person til person. Størrelsen af mønstrene øges under opvæksten, men detaljerne (dvs. hvor to linjer mødes, eller en linje stopper) og disses indbyrdes placering forbliver altid de samme.

Historie

Fra Kina og Japan kendes eksempler på over 1200 år gamle dokumenter, hvor fingeraftryk er anvendt som underskrift. De første skriftlige kilder, der nævner fingeraftryk, stammer tilbage fra 1600-t. I 1823 holdt den tjekkiske fysiolog J.E. Purkinje ved Breslau Universitet et foredrag om mulighederne for at anvende fingeraftryk til personidentificering, men muligheden for at anvende dem i kampen mod forbrydere blev først fremført i 1880 af bl.a. Henry Faulds (1844-1930) og William Herschel i artikler i det ansete naturvidenskabelige tidsskrift Nature. Den mand, som gjorde fingeraftryk kendt i en bredere kreds, var Francis Galton. I tiden fra 1890-95 fik han udgivet flere bøger og artikler om fingeraftryk, og disse dannede grundlag for E.R. Henrys (1850-1931) studier, som udkom i bogform i London i 1900 under titlen Classification and Uses of Fingerprints. Henry udarbejdede et system for fingeraftrykkenes forskellige mønstre, således at det nu var muligt at registrere dem i samlinger. Hans system er i sin enkelhed genialt, og det anvendes endnu i mange lande.

Ved daktyloskopiens (læren om fingeraftryk) indførelse omkring århundredskiftet fik politiet således et fremragende identificeringsmiddel, som i sikkerhed stadig står over alle andre hjælpemidler. Oprindelig var brugen af fingeraftryk i politiets tjeneste kun beregnet til at fastholde en én gang konstateret identitet, dvs. at afsløre opgivelse af falske navne. Identificering af aftryk fundet på gerningssteder kom i begyndelsen i anden række, men er dog siden kommet til at spille den væsentligste praktiske rolle.

Identifikation vha. fingeraftryk

Når en fingeraftryksekspert, en daktylog, foretager en identifikation, foregår det ved en sammenligning af detaljerne i aftrykkene. I Danmark er der skabt præcedens for, at der skal være mindst ti sammenfaldende detaljer i to aftryk, før identifikationen er sikker, dvs. at samme finger og dermed samme person har afsat de to aftryk. Samtidig må der ikke i det ene aftryk være detaljer, som ikke findes i det andet. Placeringen af detaljerne i to aftryk fra samme finger vil dog aldrig være ens, da huden er elastisk, og et identisk aftryk derfor kan forekomme deformeret.

Kravene kan variere fra land til land. Franskmanden Edmond Locard (1877-1966) var den første, der opstillede regler for identifikationen. Han konkluderede, at var der flere end 12 sammenfaldende detaljer mellem to aftryk, herskede der ingen tvivl om identifikationen. Var der mellem otte og 12 detaljer, måtte man stille yderligere krav til identiske træk i begge aftryk, fx forekomst og placering af svedporer; desuden skulle mindst to daktyloger være enige i identifikationen. Locard påviste også, at identifikation ikke er mulig, hvis der er færre end otte sammenfaldende detaljer. Ved et møde i 1973 i den internationale sammenslutning af fingeraftrykseksperter, The International Association of Identification (IAI), enedes en række lande, bl.a. USA og Canada, om at forlade kravene om en fast minimumsgrænse for antallet af sammenfaldende detaljer.

Elektronisk behandling af fingeraftryk kan være nyttig under udvælgelsen af de aftryk, som skal sammenlignes med et givet aftryk, søgeaftrykket. Ved hjælp af systemet AFIS, som i 1989 blev indført i Centralbureauet for Identifikation (CFI) i København, sammenlignes træk fra søgeaftrykket med de aftryk, som findes i databasen, således at man kan nøjes med at skulle sammenligne søgeaftrykket med højst 30 andre aftryk. Systemets indførelse har resulteret i en betydelig stigning i antallet af positive identifikationer.

Registrering i Danmark

I Danmark registreres alle fingeraftryk hos Rigspolitiet i Centralbureauet for Identifikation (CFI). Afdelingen åbnede i 1900 i celle 73 i Nytorvs Arresthus under navnet Antropometrisk Bureau. De første år foregik registreringen af forbrydere ved, at der blev taget forskellige mål af deres person, hvorefter man sammensatte målene til en kode, som herefter blev registreret. Dette sindrige system var udviklet af antropometrikeren Alphonse Bertillon (1853-1914), der var ansat som skriver hos politipræfekten i Paris. I 1904 begyndte man i Danmark at optage og registrere alle ti fingre efter Henrys system, og i 1908 blev det besluttet, at man fremover i hele landet skulle optage fingeraftryk og sende dem til bureauet, som samtidig skiftede navn til Centralbureauet for Identifikation. Afdelingen benyttede således to forskellige identifikationssystemer, indtil man i 1916 anså Bertillons antropometriske målinger for overflødige.

Den første identifikation på baggrund af fingeraftryk skete i 1905 og udløste en belønning på 30 kr. Fingeraftryk som bevis blev anerkendt af domstolene i forbindelse med to højesteretsdomme fra hhv. 1914 og 1915. Sagen fra 1914 omhandlede et indbrud i Slaglille Kirke, hvor der fra nogle glasskår var sikret fingeraftryk. Disse viste sig efterfølgende at hidrøre fra en person, som var blevet set i nærheden af kirken umiddelbart inden indbruddet. I højesteretsdommen fra 1915 blev en person kendt skyldig i en sag, der stammede tilbage fra 1907; i denne sag var der kun fingeraftryk som bevis.

C.H. Vogelius Andersen (1905-93), leder af CFI 1946-75, gjorde sig i 1969 bemærket ved i en doktorafhandling at påvise, at mønstertyperne og deres sammensætning i fingrene er arveligt betingede. Hans resultater blev bl.a. brugt i den arvebiologiske forskning.

I dag registreres alle fingeraftryk i CFI elektronisk. I april 1989 tog afdelingen systemet Automatisk Fingeraftryks Identificerings System (AFIS) i brug. Systemet kan gennemgå op til 40.000 aftryk i minuttet. Se også politi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig